IFK Göteborg meddeler på sin hjemmeside, at man har ladet sin blot 19-årige keeper Pontus Dahlberg tage til England for at kigge på forholdene i Premier League-klubben Watford.
Svenskerne skriver, at Dahlberg skal på besøg hos Watford torsdag og fredag, men at han vender hjem til Göteborg igen og er med i lørdagens testkamp mod Stabæk.
- Lige nu handler det bare om et besøg og blive bekendt med klubben. Om det så fører til en forlængelse af hans ophold, ved vi intet om på nuværende tidspunkt. Pontus har udtrykt ønske om at tage væk i et par dage, og det har vi sagt okay til, siger sportschef Mats Gren til klubbens hjemmeside.
Pontus Dahlberg har fået sin fodboldopdragelse i Göteborg, og trods sin unge alder var han fast mand i hele sidste sæson.
Ifølge det svenske medie Fotbollskanalen skal Watford være klar til at betale 30 millioner kroner for Pontus Dahlberg.


Watford
IFK Göteborg
Premier League
Allsvenskan































