Mandag var en historisk dag for Union Berlin, da klubben for første gang nogensinde sikrede oprykning til den tyske Bundesliga.
Oprykningen kom i hus efter en samlet sejr over Stuttgart i to playoff-opgør, og cheftræner Urs Fischer var en lykkelig mand efter triumfen, der kom i hus efter 0-0 på hjemmebane mandag aften.
- Det var en god duel mellem to hold, som gav alt. Stuttgart burde have taget føringen i første halvleg, så vi var heldige med at holde os inde i kampen. I anden halvleg turde drengene mere, og de var modigere på bolden, siger cheftræneren ifølge klubbens hjemmeside.
- Som jeg sagde: Begge hold kæmpede godt, og jeg er overlykkelig, men jeg ved også, hvordan det andet hold har det nu.
- Jeg er meget taknemmelig, og det er noget, man kun kan opnå som hold – lige fra vaskekonen til marketingafdelingen. Støtten på stadion var vanvittig i alle 90 minutter. Jeg troede aldrig på, at det her var muligt, siger Urs Fischer.
Også FC Köln og Paderborn er rykket op i Bundesligaen forud for den kommende sæson.


Union Berlin
Tyskland Bundesliga Oprykning/Nedrykning


































