Premier League -United og Wolves holdt hinanden i skak
2020-02-01 20:22:50
Foto: Getty Images

United og Wolves holdt hinanden i skak

Hverken Manchester United eller Wolverhampton formåede at komme på tavlen i lørdagens Premier League-møde, der derfor sluttede 0-0.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

PL - 25. runde

FT

MUN

0 - 0

WOL

Old Trafford lagde græs til lørdagens sene Premier League-opgør mellem Manchester United og Wolverhampton, der lå side om side i tabellen inden kampen.

Manchester United gav lyndebut til nyindkøbte Bruno Fernandes, der kom til klubben fra Sporting i slutningen af det netop afsluttede transfervindue.

Begge hold havde fra kampens begyndelse svært ved at sætte sig på begivenhederne, hvorfor de store chancer udeblev.

Uniteds første rigtige forsøg stod Andreas Pereira for efter små 20 minutter, men brasilianeren sparkede forbi mål.

Det samme gjorde Wolves-profilen Adama Traore, da han i det 35. minut fik chancen efter en god omstilling i gæsternes venstre side.

Fem minutter senere fik Bruno Fernandes en fin skudposition, men han afsluttede lige på Rui Patricio i Wolverhampton-målet, og derfor endte en jævn første halvleg uden scoringer.

Wolves følte sig snydt for et straffespark en håndfuld minutter inde i anden halvleg, da Aaron Wan-Bissaka snittede bolden med hånden, men kampens dommer vinkede afværgende.

Samme Wan-Bissaka satte Juan Mata godt op ti minutter senere, men spanierens afslutning sneg sig tæt forbi den ene målstolpe.

Manchester United skiftede unge Mason Greenwood på banen i jagten på et sejrsmål, og angriberen var nærgående med 12 minutter igen, men Rui Patricio var på plads med en god reaktion.

Både United og Wolves skabte et par løse chancer i kampens afslutning, men det lykkedes ikke nogen af holdene at få hul på bylden, så det sluttede, som det startede – 0-0.

Dermed er United fortsat nummer seks i Premier League, mens Wolves er på syvendepladsen – begge hold står noteret for 35 point i 25 kampe.

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

PL - 25. runde

FT

MUN

0 - 0

WOL

Annonce

26 kommentarer

Se kommentarer
Annonce