






Willem II sluttede under stregen i Æresdivisionen, så klubben er ude i playoff-kampe om overlevelse. I den første semifinale slog man Almere 1-0, og mandag stod returen så.
Lucas Andersen startede som vanligt for Willem II, og danskeren spillede en stor kamp. Efter fire minutter sendte han en afslutning mod mål som Almere-målmanden nok skulle have taget, men bolden gik ind, og så førte Willem II med 1-0. Den stilling holdt til pausen.
Ti minutter inde i anden halvleg sparkede Andersen et hjørnespark mod bageste stang. Her steg anfører Jordens Peters til vejrs og pandede sit hold på 2-0.
Ricardo Kip reducerede kort efter inden Erik Falkenburg gjorde det til 3-1.
Inden for det sidste kvarters tid tog Lucas Andersen fat igen. Først øgede han til 4-1 med et fint spark, og kort efter lagde han såmænd også 5-1-målet ind. Hattrick af den unge dansker.
I slutfasen reducerede Pelle van Amersfoort, men Willem II er klar til finalen i oprykningsspillet med samlet 6-2.
I finalen venter NAC Breda der slog FC Eindhoven ud.



Almere City FC
Willem II




























