I tirsdags blev det annonceret, at Romain Gall bliver udlejet til Örebro fra Malmö.
Det er en aftale, som Gall er meget glad for, da han gerne ville væk fra Skåne-klubben, da han ikke blev værdsat i sin tid under Jon Dahl Tomasson.
Det fortæller han i et interview med Nerikes Allehanda.
- Det føles godt at være et sted nu, hvor jeg føler mig værdsat, og hvor jeg får chancen for at være fri og udtrykke mig på banen. Nogle gang er det sådan her inden for fodbold.
- Der er ikke altid et svar på, hvorfor ting sker. Det er ikke kun mig, der er blevet påvirket af det her. Det sker for mange. Du skal bare fortsætte med at tro på dig selv og arbejde på det, så åbner der sig nogle andre døre, udtaler Romain Gall.
Gall har tidligere givet udtryk for, at han ikke har været tilfreds med, hvordan han er blevet behandlet i Malmö og den danske cheftræner. Gall blev derfor også spurgt ind til, hvordan han nu har det med Tomasson.
- Jeg har ikke meget at sige om ham. Han har gjort det, som han har gjort, og nu er jeg så her.
26-årige Romain Gall har fået en aftale med Örebro SK frem til 31. december 2021.


Örebro
Malmö FF
Allsvenskan

































