



Tidligere lørdag aften tabte PSG noget overraskende med 0-1 til AS Monaco.
Det betød, at Marseille med en sejr over Toulouse kunne overtage førstepladsen i den bedste franske række.
Det startede dog på ingen måde godt for det sydfranske mandskab, der efter et kvarters tid kom bagud med 0-1.
Efter 66 minutters spil blev der imidlertid bragt balance i regnskabet, da Igor Paixao slap helt alene igennem, rundede keeperen og sparkede bolden i kassen til 1-1.
Marseille kunne derfor lugte blod, og blot otte minutter senere steppede holdets danske kaptajn op.
Artiklen fortsætter efter billedet

Et indlæg fra Pierre-Emerick Aubameyang endte på bagerste stolpe, hvor Pierre-Emile Højbjerg dukkede op, stangede kuglen ind i netmaskerne og fik Stade Velodrome til at eksplodere.
Den danske midtbanekriger smed herefter trøjen og lod sig hylde af de fremmødte tilskuere, hvorefter han modtog et gult kort for sin jubelscene.
Helterollen blev Pierre-Emile Højbjerg dog frarøvet dybt inde i dommerens tillægstid.
Et langt indkast blev sendt ind i feltet, hvor gæsternes Santiago Hidalgo kom højest og headede bolden i mål til 2-2.
Marseille missede derfor muligheden for at overtage førstepladsen i Ligue 1.

Marseille
Toulouse
Ligue 1





































