





Brasilianske Rafinha er denne sommer vendt retur til Barcelona, efter han spillede foråret i Inter på et lejeophold.
Inden forårets ophold i Inter var Rafinha skadet i en stor del af efteråret 2017, så Barcelonas cheftræner, Ernesto Valverde, som tiltrådte sidste sommer, har stort set ikke arbejdet med midtbanespilleren.
Det har han nu, og Rafinha har under træningslejren i USA vist sig godt frem – blandt andet med en scoring og to assists i to træningskampe.
- Han har set rigtig god ud i de første par kampe, og han har samtidig set god ud til træning fra første dag, siger Valverde til Mundo Deportivo.
- Det er først nu, jeg for alvor har haft muligheden for at arbejde med Rafinha, da han først var meget skadet, og vi efterfølgende lejede ham ud, så han kunne få minutter. Jeg er meget tilfreds med ham, og han viser sig godt frem i kampene.
En anden brasilianer, nytilkomne Malcom, har også imponeret cheftræneren.
- Han falder godt ind i spillet. Han giver os løsninger, da han finder plads mellem linjerne, sparker godt og er stærk, hvilket gør ham svær at håndtere. Vi kan få noget godt ud af ham i denne sæson, siger Valverde.
Selv om både Rafinha og Malcom scorede i nattens træningskamp mod Roma, tabte Barca med 4-2.


Barcelona
Champions Cup

































