Tidligere anfører i en VM-finale og Serie 4 er normalt uhørt i samme sætning, men Esbjergs Serie 4-hold har fået kastet lidt stjernestøv over sig de seneste par år.
Rafael van der Vaart hjælper nemlig serieholdet, og den tidligere hollandske stjerne fik en hovedrolle i holdets store sejr på hele 9-3 over BK-06 Esbjerg (2) onsdag aften.
Kris Fairbrother Svane der er spillende træner for Esbjergs Serie 4-hold, siger til bold.dk, at 39-årige Rafael van der Vaart viste klassen i opgøret og var med i hele fire af scoringerne.
- Han har stadig kattepoten, siger Kris Fairbrother Svane til bold.dk.
Hvordan er det at have Rafael van der Vaart på holdet?
- Vi har haft ham med nogle gange, og han har spillet med os i et par år. Det er jo næsten normalt, at han er med. Han er en del af holdet og en god holdkammerat i omklædningsrummet også. Han er en super fyr og glider lige ind.
Artiklen fortsætter efter billedet

Rafael van der Vaart er en travl mand, og derfor var onsdagens Serie 4-opgør den første kamp for hollænderen siden juni 2021.
Udover hollænderen kan Esbjerg-serieholdet glæde sig over at have mange prominente spillere på holdet i form af blandt andre Hans Henrik Andreasen, Jerry Lucena, Martin Bergvold, Steffen Ernemann og Tommy Løvenkrands.
Den spillende træner siger, at fællesskabet er rigtig godt på holdet.
- Det er sjovt, for vi spiller noget rigtig god bold, men vi træner ikke, så det udligner det lidt. Selvom det er i Serie 3 og Serie 4, så er de unge mennesker, som vi møder, i god form. Vi har dog også dygtige spillere, der stadig kan lidt. Det er sjovt, at de gamle holder det ved lige, siger Kris Fairbrother Svane og tilføjer:
- Vi kan da drive en midtbane med 1000 Superliga-kampe og Martin Bergvold med seks danske mesterskaber og så krydrer vi det med Rafa (Rafael van der Vaart, red.), der er VM-finalist.
- Vi hygger os helt vildt i omklædningsrummet, så det er bare dejligt, siger han og tilføjer, at Rafael van der Vaart er en fantastisk fyr i omklædningsrummet og er meget sympatisk.
Er bedst på hverdagsaftener
De mange tidligere topspillere på Serie 4-holdet går heller ikke ubemærket hen hos modstanderne, siger den 34-årige spillende træner.
- Langt det meste er positivt og tager det som en oplevelse. Modstanderne hilser særligt på Rafa (Rafael van der Vaart, red.). Han er god til at give dem en highfive og smile, så det er rigtig fint. Der er selvfølgelig nogle, der har ambitioner om at rykke op, som ved, at vi har lidt sværere ved at stille hold i weekenderne, fordi Ernemann (Steffen Ernemann, red) og Rafa er assistenttrænere.
- Dem, der gerne vil rykke op, ved godt, at det er bedre at møde os i weekenderne end i hverdagene. Ellers tager langt de fleste hold det som en oplevelse.
Hvad synes du, at det siger om Rafael van der Vaart og de andre topspillere, at de spiller seriehold i Esbjerg?
- Det signalerer, at der stadig er et stærkt sammenhold blandt de tidligere spillere i EfB, og de holder fast i sammenholdet. Det, synes jeg, er rigtig positivt også for klubben, og de er gode ambassadører for den klubånd, der stadig eksisterer i EfB, siger Kris Fairbrother Svane til bold.dk og tilføjer, at de tidligere topspillere er rollemodeller fra de unge spillere i klubben.
I efteråret spillede det profilerede seriemandskab i Serie 3, og her kom holdet endda til playoffkampe om at komme i Serie 2.
Det blev dog for meget for holdet, og derfor har mandskabet besluttet sig for at spille i Serie 4 i foråret. I stedet for har spillerne på Serie 4-holdet i den seneste sæson overtaget pladserne i Serie 3.
Rafael van der Vaart kan skrive 109 hollandske landskampe og 25 mål på CV’et samt trofæer med Ajax, Real Madrid og FC Midtjylland.
Ifølge transfermarkt.com har midtbanespilleren spillet 546 seniorkampe på klubplan med 173 mål og 118 oplæg til følge for Ajax, HSV ad flere omgange, Real Madrid, Tottenham, Real Betis, FC Midtjylland og Esbjerg fB.
Den 39-årige hollænder er lige nu en del af trænerteamet i Esbjerg fB.
Esbjergs Serie 4-hold er noteret for to sejre og et nederlag i Serie 4 i denne sæson, og det er nok til en øjeblikkelig førsteplads i puljen.


Esbjerg fB


































