


Fredag aften bød på Merseyside Derby fra Anfield, da Liverpool og Everton tørnede sammen i FA Cuppens tredje runde.
Opgøret startede vanen tro med høj intensitet og Wayne Rooney kom da også i dommerens bog efter bare syv minutters spil.
Herefter bød opgøret ikke på meget dramatik, men det kom der efter 35 minutter. Adam Lallana lavede en fræk vending i Everton-feltet og blev efterfølgende sendt i græsset.
Straffe til Liverpool og herfra omsatte James Milner sikkert spillets største chance til scoring.
Kort efter slog det igen gnister mellem de to holds spillere og Mason Holgate slap for yderligere tiltale selvom han nærmest sendte Roberto Firmino ud på tilskuerpladserne.
Efter pausen havde Joe Gomez en fin chance efter et hjørnespark, men forsvarsspilleren mistimede fuldkommen sit hovedstød.
Omkring en times spil var debutanten Virgil van Dijk tæt på at passere Jordan Pickford, men hollænderen fik ikke kraft nok i sit hovedstød.
Stik imod spil og chancer kunne Gylfi Sigurdsson midtvejs i anden halvleg bringe Everton på 1-1. Et Liverpool-hjørnespark blev lynhurtigt vendt til et kontraangreb og fra kanten af feltet kunne islændingen sparke bolden i det korte hjørne.
Efter Everton-udligningen tog Liverpool igen teten, men scoringen havde givet de blåblusede fornyet moral og de kæmpede med næb og klør.
Det skulle dog ende med en Liverpool-sejr, da det dyre nyindkøb Virgil van Dijk kom højest og udnyttede en placeringsfejl af Jordan Pickford til at heade et hjørnespark i det tomme net.
Liverpool er dermed klar til fjerde runde i årets FA Cup-turnering.


Liverpool
Everton
FA Cup






















