

Vanløse IF er lidt overraskende det eneste hold, der kan følge med FC Helsingør i toppen af 2. divisions gruppe 1.
Klubben er i gang med sin blot anden sæson i 2. division i træk, og klubben er fem point efter det absolutte tophold.
I weekenden blev det til en sen 2-1-sejr over Slagelse B&I, og den ene af målscorerne i den kamp, Mohammed Youssef, var efter opgøret rigtig glad.
- Jeg synes, at vi vinder fortjent i dag (lørdag, red.). Måden, det sker på, fortæller meget om Vanløses udvikling denne sæson. Vinderkulturen er på sit højeste, og vi kæmper for hinanden til det sidste, siger Mohammed Youssef ifølge klubbens hjemmeside.
Klubben har undervejs i sæsonen scoret mange sene mål, og det er ganske enkelt vinderkulturen, der i den henseende er afgørende, mener Youssef.
- Som tidligere nævnt, så har vi formået at bygge en vinderkultur op i klubben, der gør, at vi hele tiden tror på, vi kan nå at lave en basse inden slutfløjt. Det er en fornøjelse at være en del af, siger han.
Vanløse skal i den kommende runde møde Brønshøj, som er på tredjepladsen – syv point efter Vanløse.



Vanløse
CampoBet 2. division


































