Den 21-årige Mohamad Al-Naser har haft en noget anderledes januar, end han er vant til.
Offensivspilleren tørner til daglig ud for Vanløse i 2. division, men nu kan han også kalde sig ungdomslandsholdsspiller for Jordan.
Al-Naser var nemlig med Jordans U23-landshold for første gang, da holdet havde træningssamling i Bahrain.
- Det var noget helt andet, end jeg er vant til. Et andet hold og et andet sprog, men jeg taler jo flydende arabisk. Det var en anden opsætning, men det var topprofessionelt. Der manglede ikke noget, siger Vanløse-spilleren til bold.dk.
Kunne ikke sige nej
Mohamad Al-Naser er født i Jordan men kom til Danmark som femårig. For nogle år siden var han med til en U17-samling i Jordan, og siden har han holdt kontakten ved lige med den daværende U17-træner, som nu står i spidsen for U23-mandskabet.
- Han ville gerne se mig og var meget interesseret. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, forklarer han.
I denne omgang var der dog tale om en officiel landsholdssamling, hvor Jordan desuden skulle spille testkamp mod Bahrain.
Mohamad Al-Naser var den eneste spiller til samlingen, som ikke spiller i Jordan til hverdag. Der skulle have været en spiller fra Australien med, men han måtte melde fra.
Mere teknisk - taktisk svagere
Ifølge Vanløse-spilleren var niveauet godt - men fodbolden var noget anderledes.
- Jeg kendte ikke så meget til det på forhånd. Jeg har ikke rigtig fulgt med i jordansk fodbold, men det går hurtigt og er mere teknisk, end jeg er vant til i 2. division. Der er dog mangler på det taktisk område.
- Jeg fik et indtryk af, at træneren har styr på det taktiske, men det er svært at overføre til spillerne, for der er ikke så meget fokus på den taktiske del i deres klubber.
Selvom det var en anden type fodbold, mener Mohamad Al-Naser dog, at han passede fint ind.
- Jeg er den type spiller. Jeg er teknisk stærk og hurtig. Jeg er mere en kreatør, og jeg kan godt lide at spille hurtigt. Jeg faldt ret godt ind i det, og træneren og staben kunne godt lide mig. Der var stor interesse, så det var en god oplevelse, siger han.
Håber på kvalifikationskampe
Desværre for Mohamad Al-Naser kunne han ikke være med til hele landsholdssamlingen, da han skulle passe sine eksaminer hjemme i Danmark. Han var afsted i fem dage og fik de sidste minutter i testkampen mod Bahrain.
I løbet af foråret skal Jordan spille kvalifikationskampe til Asian Cup, og det håber Mohamad Al-naser at blive udtaget til.
- Selvfølgelig er det målet. Det vil jeg ikke sige nej til. Ud fra det, jeg har fået at vide, skal jeg regne med, at der er en god mulighed for at komme med i truppen.
Oprindeligt var der planlagt endnu en landsholdssamling i februar, men den er blevet aflyst, da forbundet ikke kan samle spillerne. Det kan måske gøre det svært for Mohamad Al-Naser at komme med til kvalifikationskampene, erkender han.
- Chancerne er måske blevet mindre i og med, at der ikke er en landsholdssamling i februar. Jeg var kun med i fem dage - tre træninger og en kamp, og det gjorde det svært at vise mig frem. Muligheden er der dog stadig, siger han.
Mohamad Al-Naser spiller angriber i Vanløse. Han forklarer dog, at han nærmere ser sig selv som offensiv midtbanespiller eller kant.
Den unge offensivspiller fik seks kampe for Vanløse i efteråret.
anton@bold.dk


Vanløse
Jordan U23





















