







Mandag eftermiddag skulle Brøndby forsøge at holde snor i FC København og FC Midtjylland, da Randers gæstede den københavnske vestegn.
Det blågule hjemmehold fik dog ikke den ønskede start på det vigtige opgør.
Efter blot fire minutters spil fik Sean Klaiber nemlig netmaskerne til at blafre bag sin egen keeper, og så skulle Brøndby på jagt efter scoringer.
20 minutter senere lykkedes man da også med at sende kuglen ind bag Paul Izzo, men til stor frustration for Brøndby-lejren blev scoringen annulleret på grund af et frispark på den australske keeper.
Men det slog ikke hjemmeholdet ud af kurs.
Efter 34 minutters spil blev der bragt balance i regnskabet, da en veloplagt Mathias Kvistgaarden kom hurtigt på benene efter en duel og prikkede kuglen ind med en stiv tå.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dermed var kampen helt åben igen, men så dukkede Mathias Greve lige pludselig op og gjorde det onde ved sine tidligere holdkammerater.
Den 30-årige midtbanemand modtog bolden på kanten af feltet, lagde den over til sit venstreben og sparkede den fladt ind ved fjerneste stolpe til 2-1.
Kvistgaarden var dog ikke færdig med at udligne.
Kort før pausen landede bolden lidt småtilfældigt for fødderne af angriberen, som sørgede for en pausestilling på 2-2.
Flere mål og rødt kort
Derfor var mandagens opgør pivåbent, da de to mandskaber gik på banen til anden halvleg, som blot var et kvarter gammel, før Brøndby Stadion eksploderede.
Efter en duel mod Wessel Dammers gik Yuito Suzuki i græsset, og så pegede dagens dommer på pletten. Sparket tog japaneren sig selv af og bragte hjemmeholdet foran med 3-2.
Bolden var dog knap nok givet op, før kronjyderne svarede igen.
Et indlæg havnede bagerst i feltet, hvor Nikolas Dyhr dukkede op og bankede bolden ind bag en chanceløs Patrick Pentz.
Målene fortsatte altså med at vælte ind på Brøndby Stadion, hvor tilskuerne var vidner til endnu mere drama et par minutter senere.
Gæsternes Norman Campbell kom alt for sent i en luftduel og modtog derfor sin anden advarsel, hvorfor randrusianerne skulle spille den resterende del af kampen med en mand i undertal.
Det resulterede naturligvis i et pres fra det blågule hjemmehold, som imidlertid havde svært ved at spille sig frem til de helt store chancer.
Men Noah Nartey ville det anderledes.
Dybt, dybt inde i dommerens tillægstid modtog han bolden et par meter ude foran feltet, tog et par træk, sparkede bolden fladt ind helt ude ved stolpen og fik Brøndby Stadion til at eksplodere.
Hjemmeholdet vandt 4-3 over Randers og meldte sig ind i guldkampen efter en vild forestilling på Vestegnen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
Randers FC
3F Superliga


























