I Superligaen er der denne sommer købt og solgt spillere for mere end én milliard kroner, men også i NordicBet Ligaen har der været gang i den.
Svingdøren har haft en særdeles travl sommer i AC Horsens, der har købt spillere i et prisleje, der er højere, end flere Superliga-klubber har præsteret.
Siden den amerikanske mangemillionær Bill Binnie overtog AC Horsens sidste vinter, er transferaktiviteterne og spillerbudgettet i NordicBet Liga-klubben eksploderet.
Aldrig har 'Den Gule Fare' været i nærheden af at kunne gøre det, de gør lige nu. Og derfor bryder de faktisk også med nogle af de værdier, de altid har haft som klub, hvor man skal sikre sig langsigtet økonomisk, og at man altid vil arbejde efter en langsigtet balance i driften.
AC Horsens har indtil videre denne sommer sagt farvel til 19 spillere, mens klubben har hentet 15 nye spillere til. Ved 11 af tilgangene har AC Horsens betalt en transfersum, mens tre er hentet på en fri transfer, og én er lejet.
Ifølge Bolds opgørelse har AC Horsens brugt minimum 23,7 millioner kroner på nye spillere - fraregnet Sebastian Pingel, Sanders Ngabo og Christ Tapé, hvis prislap ikke er kendt.
Ni Superliga-klubber har brugt mindre end det beløb denne sommer - Brøndby, FC Nordsjælland, Lyngby, Randers, Sønderjyske, Silkeborg, Vejle, Viborg og AaB. Få hele oversigten her.
Sommervinduet 2024
Ind:
Karlo Lusavec – Varazdin, ca. 5,2 mio. kr.
Muhamet Hyseni – Llapi, ca. 5 mio. kr.
Adam Herdonsson - Östers, ca. 3,7 mio. kr.
Sebastian Hausner – IFK Göteborg, ca. 3 mio. kr.
Mikkel Kallesøe - Randers, ca. 2,5 mio. kr.
Kwaku Karikari – Jedinstvo, ca. 2,2 mio. kr.
Ole Martin Kolskogen - Åsane, ca. 1,5 mio. kr.
Oliver Kjærgaard - HamKam, ca. 560.000 kr.
Sebastian Pingel - Hillerød, frikøbsklausul
Sanders Ngabo – Philadelphia
Christ Tapé - CO Korhogo
Marvin Egho – Randers (fri transfer)
Frederik Christensen - FC Helsingør (fri transfer)
Samuel Juel – OB (fri transfer)
Emil Frederiksen – Rosenborg (lejeaftale)
Ud:
Samson Iyede - Vorskla Poltava
Anton Ekeroth – HamKam
Mikkel Lassen – Vendsyssel
Anders K. Jacobsen – Vejle
Lubambo Musonda – Magdeburg (fri transfer)
Moses Opondo – FC Fredericia (fri transfer)
Manny Perez – Lousville (fri transfer)
Marcus Bobjerg – AB (fri transfer)
Gabriel Kehinde – Middelfart (fri transfer)
Søren Reese (fri transfer)
Jakob Ankersen (fri transfer)
Jashar Beluli (fri transfer)
Frederik Kristensen (fri transfer)
Rogers Mugisha (fri transfer)
Simon Becher – St. Louis City (lejeaftale)
Elijah Just – St. Pölten (lejeaftale)
Angelo Nehme - Næstved (lejeaftale)
Samuel Juel – Skive (lejeaftale)
Frederik Heiselberg (lejeaftale slut)
En del af en større udskiftning
Det er ikke kun denne sommer, der har været massiv udskiftning i truppen i AC Horsens.
For et år siden sagde klubben farvel til 16 spillere, mens 13 nye kom ind, og blot tre spillere i den nuværende trup har været der længere sommertransfervinduet sidste år.
Anders Hoff (egen avl), Matej Delac (sommeren 2018) og Alexander Ludwig (sommeren 2019) er de eneste, der har været der længere.
Tre spillere i den nuværende trup blev derudover hentet i sommeren 2023 - Alagie Saine, Marinus Larsen og Oliver Stanisic. Sidstnævnte er sendt ned på U19-holdet, da han ikke er god nok til førsteholdet, lyder det.
Også i vinterens transfervindue, som var det første efter Bill Binnies overtagelse af AC Horsens, blev der sendt en god sjat spillere ind og ud, og der er da også blevet vendt op og ned på spillerbudgettet i klubben.
Som Bold hører det, kører AC Horsens aktuelt med et spillerbudget, der er omkring det dobbelte af, hvad de normalt har gjort i 1. division - et sted mellem 20-30 millioner kroner.
Ambitionerne hedder Superliga, og indtil videre har Martin Retov fået en udmærket start med fire sejre, to uafgjorte og to nederlag i sæsonens første otte kampe i NordicBet Ligaen, og holdet ligger aktuelt nummer fire - 10 point fra det suveræne førerhold OB.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

AC Horsens
Betinia Liga

































