Albert Grønbæk stjal de fleste overskrifter med to scoringer i det første opgør, da Ajax og Bodø-Glimt i sidste uge spillede 2-2 i 1/16-finalen i Conference League.
Derfor var der lagt op til et nervepirrende opgør i det norske, hvor Grønbæk naturligvis var med fra start i jagten på en plads i ottendedelsfinalen.
Desværre for danskeren blev det ikke den start, han og hans mandskab havde håbet på.
For selvom de sad på både spil og chancer, så var det de hollandske gæster, der efter 33 minutter kunne juble.
En fejl i Bodø/Glimts opspil sendte nemlig kontramaskinen i gang hos Ajax, og så kunne anfører Steven Berghuis på mandskabets første reelle chance krølle bolden i mål til 1-0.
Scoringen slog dog ikke hjemmeholdet ud af kurs, og de norske mestre fortsatte dominansen og kom frem til flere store chancer.
Men på nærmest utrolig vis, formåede værterne ikke at få scoret, og derfor kunne Ajax gå til pause med en føring.
Artiklen fortsætter efter billedet

Rødt kort og VAR-drama
Fra anden halvlegs start fortsatte de gulblusede med at presse på, og det gav hurtigt pote.
Den tidligere Brøndby-spiller Håkon Evjen blev efter 48 minutters spil frataget en friløber, og det blev efter et hurtigt VAR-tjek kvitteret med et rødt kort til forsvarsspilleren Josip Sutalo.
Nu var Ajax for alvor presset i bund, og der skulle kun gå et par minutter, før det for alvor så ud, som om at Bodø/Glimt var tilbage i opgøret.
Kampens græske dommer måtte igen en tur ud til VAR-skærmen, efter Albert Grønbæk havde sendt et indlæg ind i feltet, der efterfølgende endte med at ramme en Ajax-spillers arm på målstregen.
Det lignede et klokkeklart straffespark til nordmændene, men i stedet endte dommeren med at dømme frispark til Ajax til stor frustration for Bodø/Glimt og de fremmødte tilskuere.
Grønbæk så rødt
Kort efter blev danske Anton Gaaei skiftet på banen, og han skulle derfor være med til at stå imod det fortsat tunge pres fra Grønbæk og co., der blev ved med at presse på.
I perioder stod Ajax meget dybt på banen i et forsøg på at forsvare føringen, men det lignede et spørgsmål om tid, før det norske mandskab fik scoret.
Men så skete det, der ikke måtte ske.
Sidste uges store oplevelse Albert Grønbæk modtog på under ti minutter to gule kort efter en klodset aktion, og så måtte den blonde dansker i bad før tid.
Et kæmpe slag for danskeren selv og ikke mindst Bodø/Glimt, der pludselig ikke længere havde fordelen af at være en mand i overtal.
Drama til det sidste
Det så ud til at give Ajax lidt ekstra tro på tingene, men bedst som det så ud, som om at gæsterne ville køre sejren i land, slog Patrick Berg til.
Med et knastørt hug fra kanten af feltet fik nordmanden hele stadion til at gå amok, da hans forsøg gik i nettet via stolpen.
Nu var det helt lige igen.
I slutningen af den ordinære spilletid havde begge mandskaber store muligheder for at afgøre det hele, men det blev 1-1-, og så skulle de to mandskaber ud i forlænget spilletid.
Her var det Bodø/Glimt, der havde dirigentstokken, og allerede efter fem minutter kom det, der meget vel kunne have været afgørelsen.
Indskiftede Nino Zugelj blev sendt i dybden og driblede forbi Ajax-målmanden, inden han brændte foran det frie mål til stor frustration for hjemmeholdets tilskuere.
De norske mestre fortsatte med at presse gæsterne helt i bund, men de formåede ikke at udnytte chancerne, og dermed lugtede det mere og mere af forlænget spilletid.
Men seks minutter før tid blev der stille på stadion. Rigtig stille.
Ajax-spilleren Kenneth Taylor modtog bolden i gæsternes venstreside og forsøgte at smække et indlæg mod bagerst stolpe, men i stedet havde bolden retning mod det lange hjørne og sneg sig over Kjetil Haug i Bodø/Glimt-målet.
Dét kunne de norske mestre ikke svare tilbage på, selvom Patrick Berg fik sendt et frispark på overliggeren, og dermed kunne Ajax juble over en plads i 1/8-finalen i Conference League.

Ajax
Bodø/Glimt
Conference League

























