Vejle Boldklub har forstærket truppen denne sommer og har hentet otte spillere ind udefra, ligesom fire er blevet rykket op fra U19 og to er kommet tilbage fra leje.
Som udgangspunkt er oprykkerne færdige med at handle, men der kan opstå muligheder, som skal gribes, forklarer Vejles tekniske chef Jacob Krüger.
- Det er svært at sige. Man skal huske på, og det har vi også forsøgt at minde vores tilhængere om, at transfervinduet er dynamisk. Den mulighed, vi ikke er i nærheden af i dag, kan vi, hvis omstændighederne flasker sig, gribe i morgen, svarer han på spørgsmålet om han er færdig med at handle, siger han til klubbens Facebook-side.
- Som udgangspunkt skal vi ikke hente mere. Vi har den rette konkurrencesituation i truppen, og vi er godt garderet ind på alle pladser. Vi har også spillere, som kan påkalde sig opmærksomhed fra andre klubber, men vi synes, at vi er landet stærkt.
Vejle har en sejr og en uafgjort efter de to første spillerunder i Superligaen.


Vejle Boldklub
3F Superliga































