




Serie As førerhold Juventus tog lørdag eftermiddag mod lokalrivalerne Torino i det traditionsrige Derby della Mole.
Torino har kun vundet lokalopgøret én gang siden 1995, og i dagens opgør var det da også favoritterne fra Juventus, der startede bedst.
Der var ikke spillet mere end tre minutter, da Paulo Dybala efter et par fikse træk fik sparket Juventus foran med 1-0.
Den stilling holdt knap en halv times tid, men så fik Juventus fordoblet føringen. Cristiano Ronaldo spillede Juan Cuadrado fri, og han hamrede et fladt skud i nettet. 2-0.
Så var det fristende at tro, at Torino havde udspillet sin chance i dagens opgør, men sådan gik det ikke helt. I første halvlegs overtid fik Torino tilkendt et straffespark, og så skulle Andrea Belotti duellerer mod veteranen Buffon, som i dagens anledning satte kamprekord i Serie A.
Den duel vandt Belotti, og så kunne Torino gå til pause med fornyet håb.
På trods af en god indsats i begyndelsen af anden halvleg blev det ikke Torino, der scorede kampens næste mål. Det blev Juventus, som efter en times spil kom foran med 3-1, da Cristiano Ronaldo dirigerede et frispark i nettet.
Tre minutter før tid blev sejren cementeret, da Koffi Djidji scorede selvmål. Dermed var Juventus foran med 4-1, og det blev også kampens endelige resultat.
Juventes har nu syv point ned til Lazio på andenpladsen i Serie A. Lazio har dog en kamp til gode.


Juventus
Torino
Serie A

























