Om små to uger danner Aviva Stadium i Dublin ramme om det afgørende playoff-opgør mellem Irland og Danmark, men allerede lørdag træder en dansker ind på nationalstadionet til en stor finale.
Niclas Vemmelund og Dundalk tørner således sammen med rivalerne Cork i den irske FAI Cup-finale.
- Det er den største af pokalturneringerne. Det er sæsonens sidste kamp, og det er Irlands to største klubber, der mødes, så det er en meget stor finale med meget optakt og opmærksomhed, siger Vemmelund til bold.dk om finalen, der ventes at tiltrække 25-30.000 tilskuere.
Vemmelund og Dundalk har to gange i sæsonen tabt til Cork, ligesom sæsonens seneste møde endte 1-1.
- Cork har vundet ligaen, og vi har ikke slået dem i år, så der er masser af motivation for os, siger Vemmelund, der er dog er meget optimistisk:
- Efter vores dårlige start på sæsonen har vi efter min mening været det klart bedste hold efter sommerpausen. Cork førte med 20 point eller deromkring, men vi fik hentet en del ind på dem og endte syv point efter dem.
- Vi har lavet 20 clean sheets i sæsonen, og vi scorer masser af mål for tiden. Vi er i bedre form, og vi er efter min mening også det bedste hold.
- Men de har lige vundet mesterskabet, og ud fra sæsonens tidligere møder må de jo være favoritter. Alle regner dog med, at det bliver meget lige. Det er tredje år i træk, Dundalk og Cork mødes i finalen, og det er endt med forlænget spilletid de seneste to år, og det kunne godt blive noget á la det igen.
For den 25-årige dansker rangerer lørdagens finale helt oppe blandt karrierens største kampe.
- Jeg har spillet noget store kampe i Europa League- og Champions League-kvalifikationerne, men der var ligesom ikke nogen gevinst ved dem. Nu kan jeg vinde en stor pokal, så det er da helt sikkert en af de vigtigste og største kampe i min karriere.
- Der skal nok komme nerver på, når vi nærmer os. Men jeg er generelt en rolig fyr, og jeg plejer at glemme det, når der er spillet fem minutter, siger Vemmelund.
Vemmelund var i september med til at sikre Dundalk sejren i League of Ireland Cup. Dengang slog de på udebane Shamrock Rovers med 3-0 i finalen foran 4100 tilskuere.
mikael@bold.dk


Dundalk
Cork City
League of Ireland
FAI Cup




























