Vejle Boldklubs Agon Mucolli er på jagt efter en ny arbejdsgiver, og den 19-årige offensivspiller træner i disse dage med hos Superliga-klubben Vendsyssel FF, fortæller sportsdirektør Mogens Krogh.
- Agon træner med i de kommende dage, hvorefter vi laver en vurdering. Han er en meget spændende, ung mand, som har et uomtvisteligt potentiale. Så det er meget spændende at følge, siger Mogens Krogh til bold.dk
Agon Mucolli ragede uklar med VB-cheftræner Adolfo Sormani i løbet af sidste sæson, og han har ikke en fremtid i Nørreskoven.
Udover Mucolli har Vendsyssel også besøg af den hollandske keeper Ritchie Steinmann, som senest har spillet i USA hos Aguilas.
- Han kom søndag og skal træne med ugen ud. Så tager vi en vurdering, når vi når dertil, siger Mogens Krogh, som dog ikke leder efter en ny førstekeeper lige nu.
- Vi er rigtig godt tilfredse med vores målmænd, men vi skal hele tiden være på forkant med en eller anden situation, der kan opstå - det kan være skader og transfers.
- Det handler om, at vi hele tiden gerne vil afsøge markedet i forhold til, hvordan vores situation kan se ud fremadrettet. Det er et spørgsmål om rettidig omhu, siger han.
Vendsyssel er på jagt efter en eller to tilføjelser, som altså kan komme på plads inden transfervinduet lukker den 31. august.
nicolai@bold.dk


Vendsyssel FF
3F Superliga































