Mikkel Vestergaard sad ude med en skade i næsten hele sidste sæson. Først til allersidst fik han spilletid i tre 1. divisionskampe for Viborg FF.
I den nye sæson har han døjet med knæproblemer, hvilket betyder, at han hidtil har spillet blot 19 minutter i den næstbedste række.
Mandag spillede han for klubbens reservehold og kronede indsatsen med en scoring - men han tør ikke spå om, at det nu kun kan gå den rigtige vej.
- Jeg har jo desværre prøvet det her et par gange tidligere. Men uanset hvad, så er det bare dejligt at spille fodbold igen. Jeg har savnet det helt vildt, men jeg ved også godt, at træerne ikke gror ind i himlen. Der er masser af hårdt arbejde forude, siger Vestergaard til Viborg Folkeblad.
Næste mulighed for at få 1. divisionsminutter i benene er mod FC Fredericia torsdag aften.


Viborg FF
Betinia Liga
Oddset Pokalen





























