Lars Friis er fortsat ansat i Viborg FF, selvom klubben torsdag eftermiddag har præsenteret Jacob Friis som klubbens nye cheftræner.
I et interview med Viborg Folkeblad forklarer Jesper Fredberg, at Lars Friis har fået en ny, omdefineret rolle i klubben, som han er ansat i, indtil hans opsigelsesperiode udløber den 1. august.
Hidtil har både AaB og Viborg bekræftet, at de ikke er i dialog omkring at sende Lars Friis til Aalborg før opsigelsesperiodens udløb.
Hos AaB har sportschef, Inge Andre Olsen, flere gange understreget, at man ikke har ønsket at tage kontakt til Viborg af respekt for klubbens kaotiske situation.
Efter Viborgs præsentation af Jacob Friis som ny cheftræner, erkendte AaB-chefen dog, at den situation måske kunne ændre sig. Han ville dog ikke fortælle, om han havde tænkt sig at indlede dialogen med Viborg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men han skal nok regne med, at det er ham, der skal gribe knoglen og ikke omvendt.
For i Viborg har man ikke tænkt sig at tage kontakt til AaB. Det fortæller Jesper Fredberg til avisen.
- Jeg har ingen intention om at stå i vejen for Lars. Han har truffet et fair valg, som jeg respekterer. Men han har en kontrakt at forholde sig til, ligesom vi skal det som klub. Og vi har ikke fået nogle henvendelser i forhold til Lars fra AaB siden starten af januar, siger han og fortsætter.
- Så jeg ved jo reelt ikke, om der er et ønske om, at Lars skal skifte nu. Det har vi ikke hørt fra nogle parter. Og jeg ser det ikke som min opgave at finde ud af, hvad der skal ske i Aalborg eller med Lars.
- Vi arbejder med voksne mennesker, og hvis der er nogle, der vil noget, så må man indlede en dialog. Men det er ikke min opgave at sende en træner til en konkurrerende klub. Der bruger jeg mit krudt på VFF, og hvordan vi kommer stærkest videre, siger han.
Jesper Fredberg fortæller videre, at AaB er mere end velkommen til at åbne dialogen omkring Lars Friis.
Ud over at sætte ord på den hidtil manglende dialog med AaB fortæller Jesper Fredberg også til Viborg Folkeblad, at han ikke har kunnet se Lars Friis fortsætte som cheftræner i klubben, efter han lagde sin opsigelse på sportschefens bord.
Han ønsker ikke specifikt at kommentere på, hvorfor det er sådan, men han bekræfter, at opsigelsen er foregået på en måde, så klubben har haft svært ved at se, hvordan arbejdet med Friis som cheftræner kunne fortsætte.
Derfor står Viborg nu i en situation, hvor de har to cheftrænere på lønningslisten. Og selvom Lars Friis nok skal få udbetalt sin løn i Viborg, kommer han ikke til at have noget med førsteholdet at gøre, understreger Jesper Fredberg.
Viborg-sportschefen vil desuden ikke fortælle, hvad Lars Friis specifikt kommer til at arbejde med i klubben.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
Viborg FF
3F Superliga



























