Christian Moses var langt fra Viborg-træner Jacob Neestrups holdkort i efteråret og har derfor været et smut på Island, hvor han viste sig frem i Vikingur.
Her blev det dog ikke til en kontrakt, men Moses afsøger fortsat sine muligheder.
- Så længe spillere er her, indgår de i konkurrencesituationen, men selvfølgelig vil Moses gerne ud og have noget spilletid, siger sportschef Jesper Fredberg til bold.dk.
- Han prøvede sig selv af på Island, men det blev ikke til en aftale- Han er tilbage nu, men vi ved også, at det kan gå hurtigt i fodbold.
- Moses har stået i baggrunden af nogle andre, som har gjort det rigtig, rigtig godt. Det er en del af gamet, og vi kigger selvfølgelig på, hvad der kan være bedst for Moses, og hvad der er muligt. Der skal jo oftest to til tango.
Den 20-årige midtbanespiller Mads Kjellerup har desuden været forbi Kolding IF til prøvetræning, men her er det heller ikke endt med en aftale.
- Mads er ved at have en alder, hvor han skal have fast spilletid, og det vil han også gerne selv, siger Fredberg.
- Der kigger vi også på mulighederne for, at han kan få noget græs under fødderne og tage det næste skridt i sin udvikling.
- Der er lang vej til spilletid for ham lige nu, og derfor har han søgt andre muligheder, siger sportschefen.
Fredberg kan desuden berette, at offensivspilleren Mikkel Agger er tilbage i træning, efter han glippede de sidste par kampe i efteråret.



Viborg FF
Betinia Liga






























