


Viborg FF og FC Nordsjælland duellerede søndag om at komme med i den lukrative top-6 i 3F Superligaen, og begge mandskaber kan ånde lettet op.
En 2-1-sejr til Viborg betyder, at både de grønblusede og FC Nordsjælland er med i det fine selskab, da FC København tabte til Randers FC.
Mange scenarier var ellers i spil, og FC Nordsjælland gik svækket ind til opgøret, da holdet manglede karantæneramte Justin Janssen, ligesom både Ola Solbakken og Alexander Lind var ude med skader.
Viborg havde Srdjan Kuzmic med igen, men måtte fortsat undvære Manuel Mbom, mens Tim Freriks var syg.
Det ar gæsterne fra FC Nordsjælland, der noterede sig kampens første store chance, da Nicklas Røjkjær fik serveret bolden fra Caleb Yirenkyi, men hans skudforsøg blev reddet på stregen.
Stor Viborg-dominans
I stedet var det Viborg, der bragte sig foran efter otte minutter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Et indlæg fra Charly Nouck blev forlænget til Sami Jalal, som ved bageste stolpe headede kuglen i kassen til 1-0.
Sami Jalal var generelt i fint spilhumør denne søndag og spillede sig frem til flere gode offensive ting, og det var generelt Viborg, der sad på løjerne i første halvleg.
FCN-keeper Andreas Hansen måtte diske op med en flot dobbeltredning efter en halv time, hvor Thomas Jørgensen forsøgte sig, inden Mads Søndergaards afslutning kort efter manglede saft og kraft, selvom han var ganske fri.
Trods godt med chancer formåede Viborg dog ikke at øge føringen, og derfor stod det 1-0 ved pausen.
FCN svarede igen
Viborg fortsatte anden halvleg, hvor de sluttede første, og igen var det Sami Jalal, der var på spil.
Først kom han med god fart over kanten og kom til frit skud, hvor Tobias Salquist måtte redde på stregen.
Få minutter senere var det igen Jalal, der misbrugte en stor chance efter fint forarbejde af Thomas Jørgensen.
Med en time spillet appellerede hjemmeholdet for straffespark, da Dorian Junior kom alene igennem, men dommer Morten Krogh vinkede afværgende.
Viborg fik ikke udnyttet chance-overtaget, og i stedet var det FC Nordsjælland, der kort efter udlignede.
Unge Hjalte Rasmussen erobrede bolden og stak af i en omstilling. Han fandt Lamine Sadio på det perfekte tidspunkt, og han sendte bolden i mål til 1-1.
Hurtigt modsvar
Viborg lagde sig dog langt fra ned, og med godt et kvarter igen var det to tidligere FC København-spillere, der bragte de grønblusede på sejrskurs.
Thomas Jørgensen fandt Hjalte Bidstrup efter et godt angreb, og Bidstrup bragede bolden i nettet til 2-1 til Viborg.
Bidstrups første seniormål - og hvilken måde og hvilken kamp at gøre det i.
Herefter var Viborg i fin kontrol, og de grønblusede cruisede 2-1-sejren hjem.
Resultatet betyder, at både Viborg og FC Nordsjælland bliver en del af top-6, da FC København tabte til Randers FC.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Nordsjælland
Viborg FF
3F Superliga



































