1. Division -Viborg-signings vilde CV: Fem klubber i 2019
2019-11-05 21:44:02
Foto: Viborg FF

Viborg-signings vilde CV: Fem klubber i 2019

Bernio Verhagen har været i hele fem klubber siden februar, men sportschef Jesper Fredberg er fortrøstningsfuld. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Viborg har tirsdag skrevet kontrakt med den 25-årige hollandske offensivspiller Bernio Verhagen. 

Han kommer til fra chilensk fodbold, hvor han aldrig nåede at spille for Audax Italiano på grund af en manglende spillertilladelse. 

Han kan til gengæld nå at komme i spil til efterårets sidste tre kampe for Viborg. 

- Ja, det kan han godt, men tanken er egentligt, at han skal bruge lidt tid til at blive klar. Derfor synes vi, det var en fordel at hente ham nu i stedet for at vente til januar. Så får vi tid til at gøre ham klar, så han står så skarpt som muligt, siger Viborgs sportschef Jesper Fredberg til bold.dk. 

Verhagen har mildest talt haft et turbulent 2019. Han skiftede i februar fra hollandske Den Dungen til Dinamo Auto i Moldova. 

I juli gik turen videre til Cape Town i Sydafrika, inden han i august røg videre til Audax Italiano. Viborg er altså Verhagens femte klub på ti måneder. 

- Han har været for meget rundt, og derfor søger han nu også noget stabilitet. Og forhåbentligt kan vi bygge ham op og gøre en god case ud af ham. Han har nogle spidskompetencer, som vi synes er spændende, og derfor valgte vi at slå til, siger Fredberg og tilføjer om Verhagens vilde CV: 

- Det er aldrig godt for spillere at skifte så meget, men man ved også bare nogle gange, at der er nogle udefrakommende faktorer, som man ikke altid er herre over, som gør, at man er nødt til at skifte.

- Vi har haft gode samtaler med ham og har fået ham anbefalet af folk tæt på huset, så vi synes, det giver god mening at hente ham ind. Så er det op til os at få ham til at præstere og få udnyttet det potentiale, som vi har set i ham.

Grim oplevelse i Chile

Verhagen har trænet med i Viborg, inden aftalen blev underskrevet. Fredberg ønsker dog ikke at afsløre, hvor lang aftalen med hollænderen er. 

Hverken Transfermarkt eller andre af de største trackingssites kan fortælle, hvor Verhagen spillede før 2019. 

Til gengæld var bruddet med Audax Italiano tilsyneladende ikke specielt kønt. 

I et interview med El Mercurio fortæller Verhagen, at han forlod Audax Italiano på grund af omfattende racisme fra holdkammeraterne. Han fik også stjålet sin løn fra sit skab i omklædningsrummet. 

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce