


Silkeborg ender som nummer syv, mens Viborg bliver nummer otte.
Sådan stod det allerede klart, inden den sidste runde i 3F Superligaens nedrykningsspil, hvor de to klubber stod over for hinanden i Søhøjlandet.
Alligevel var der gang i den fra start, hvor Kent Nielsens Silkeborg kom bedst fra land.
19 minutter var der gået, og så kunne Jens Martin Gammelby lægge bolden til rette for Frederik Carlsen, som gjorde det til 1-0 uden de store problemer.
Føringen holdt dog ikke længe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Blot fire minutter senere udlignede Viborg, da Yonis Njoh samlede bolden op efter flot forarbejde fra Isak Jensen, hvorefter franskmanden resolut sendte bolden i mål.
Og inden der var spillet en halv time, havde Isak Jensen også gjort det til 2-1 på et straffespark, som blev dømt, da Silkeborg-reservekeeperen Aske Andresen væltede Srdjan Kuzmic inde i feltet.
Pokalfokus?
I anden halvleg var der ikke den samme nerve i opgøret.
Silkeborg tog det mere roligt, og det var til at se, at fokus måske lå et andet sted.
På torsdag skal SIF nemlig op mod FC København i Oddset Pokalens finale, og Kent Nielsens mandskab var ikke just ude efter blod.
Anden halvleg var i det store hele chanceforladt, og det hele endte 2-1 til Viborg.
Som tidligere nævnt ender Viborg som nummer otte i Superligaen, mens Silkeborg bliver nummer syv, hvorfor de skal spille playoff for en plads i Europa.
Dog kan Viborg ende med at få dén playoff-plads, hvis Silkeborg slår FCK i pokalfinalen, hvorfor klubben fra domkirkebyen ikke helt kan tage på sommerferie endnu.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
Viborg FF
3F Superliga



























