


FC København skal spille pokalfinale og har derfor en chance for at komme i Europa League-kvalifikationen, selv om mesterskabsspillet glippede.
Efter den samlede sejr over Viborg var Jacob Neestrup derfor meget glad.
- Det kan man ikke beskrive vigtigheden af. Det er altafgørende med store bogstaver og fire-fem udråbstegn. Det er det selvfølgelig, lyder det fra cheftræneren.
Sejren skulle kriges hjem mod Viborg, men samlet gik FCK videre med 4-2, og Neestrup mener, at det er fortjent, at hans tropper bookede billet til finalen.
- Den endte med at blive kriget hjem. Vi fik lavet nogle fornuftige ting i første halvleg, og vi fik sat vores hurtige spillere godt op. Det var specielt Robert og Moukoko.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så forsvarede vi vores felt godt, og Zanka giver en enorm ro til Gabriel og Suzuki.
- Vi mødte et hold, der spillede deres chance, og de vidste, at vi er et såret dyr.
- De kom med selvtillid på deres hjemmebane, men over to kampe synes jeg ikke, at det kan diskuteres, at vi fortjent gik videre. Det er jeg meget glad for.
- Det er en meget vigtigere pokalfinale at være en del af end de to seneste, som vi har været en del af under mig, siger Neestrup.
Hvis FCK taber finalen, har mandskabet en mulighed for at komme i Conference League-kvalifikationen.
Det kræver, at Neestrups tropper vinder nedrykningsspillet og den efterfølgende playoff-kamp.

FC København
Oddset Pokalen


































