






BK Häcken skal i denne sæson forsøge at forsvare det svenske mesterskab, men efter en flot start tabte de senest til Halmstad.
Mikkel Rygaard, Kristoffer Lund og resten af Häcken-mandskabet skulle derfor tilbage på sporet lørdag, da de tog imod Degerfors.
Her fik BK Häcken i den grad vist klassen, da de smadrede gæsterne, og her havde Rygaard i en hovedrolle.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller blev nemlig noteret for hele tre assists, da han havde en fod med i 2-1-, 3-1 og 6-1-målet for BK Häcken.
Efter 38 minutter slog Rygaard et fantastisk indlæg mod bagerste stang, hvor Ibrahim Sadiq kunne heade bolden ind i netmaskerne.
Fire minutter senere var det så Simon Sandberg, som nød godt af Rygaard, da danskeren smaskede et hjørnespark ind i feltet, så Sandberg gjorde det til 3-1.
Det hele endte med en sejr til BK Häcken på 6-1, hvor Rygaard var i oplæggerens rolle ved det sidste mål.
Denne gang kunne Rygaard dog ikke tage æren for scoringen, da han blot serverede bolden for Momodou Lamin Sonko, som på fremragende vis bankede kuglen i mål via overliggeren.
32-årige Mikkel Rygaard har nu leveret hele seks assists i otte Allsvenskan-kampe for BK Häcken i denne sæson, hvor han desuden også har scoret to mål.


BK Häcken
Degerfors
Allsvenskan


























