Den netop overståede weekend var en vigtig en af slagsen for Holstebro Boldklub.
De havde mulighed for at vende tilbage til CampoBet 3. division efter et år i Danmarksserien.
En sejr mod Marienlyst ville endegyldigt sikre det vestjyske mandskab oprykningen. Men presset for at rykke op kom ikke kun fra klubbens egne fans.
Klubbens andethold havde dagen forinden sikret sig oprykning fra Jyllandsserien til Danmarksserien qua et pointtab til konkurrenterne. Men oprykningen var betinget af, at Holstebros førstehold klarede deres opgave mod Marienlyst.
To hold fra samme klub kan nemlig ikke spille i samme række.
Andetholdet skulle spille en kamp på samme tidspunkt i Grenå. Selvom det også blev til en sejr der, var øjnene rettet mod førsteholdet i hjembyen, hvor slutminutterne var nervepirrende.
Det blev en spændende og tæt duel mod det fynske mandskab, som tidligere på sæsonen havde bejlet til oprykning, men en scoring i 70. minut afgjorde tingene og fik de 1200 fremmødte Holstebro-fans til at bryde ud i jubel.
Cheftræner i Holstebro Boldklub, Kim Kristensen, vidste godt, hvor meget pres der var på – især med andetholdets muligheder.
- Der var et pres på, på alle mulige niveauer og fra mange forskellige sider. Der var mange ting, som spillede ind rundt omkring fra, og det er unge mennesker. Så jeg følte lidt, at de et eller andet sted var under et voldsomt pres. Og hvordan ville de tackle det?
- Det var en vild kamp, og det var vildt intenst.
Spillerne tacklede det dog godt og fik sikret oprykningen, som var en stor forløsning, efter man i sidste sæson rykkede ned fra 3. division.
- Det er bare megafedt. Det var det mål, man havde, inden man gik i gang med sæsonen. Vi ville se, om vi kunne slå tilbage med det samme.
Heltemodtagelse
På den måde løste det hele sig, og begge hold kan nu se frem til at spille en række højere fra næste sæson. En ikke så lille bedrift, mener Kim Kristensen.
- For os, der har været klubben i mange år og kender den rigtig godt, så var det jo historisk. Jeg tror, det er cirka 30 år siden, at klubbens andethold har været i Danmarksserien, og den gang var førsteholdet i 1. division. Så det er mange år siden, og det er vildt, at det kan lade sig gøre.
At andetholdet endegyldigt kunne fejre deres oprykning til Danmarksserien, gav et ekstra lag til festlighederne, som for deres vedkommende begyndte i Grenå.
- Det var en kæmpe fest, og det, der var så fedt, var, at de vidste, at de ville rykke op, hvis vi vandt.
- Deres kamp blev fløjtet af et kvarter før vores, så de gik bare rundt og holdt øje med, hvordan det gik med vores kamp. Og så endte det i stor jubel på banen i Grenå.
- Så havde vi aftalt, at når de kom tilbage i bussen, så blev de sat af på stadion og festede sammen der.
- Der var jo en kæmpe modtagelse. Alle førsteholdsspillere, bestyrelsesmedlemmer og dem fra klubben, som var med til at fejre førsteholdet, stod og tog imod, da bussen ankom, og så blev deres oprykning fejret. Så det viser lidt om det sammenhold, der er hele vejen igennem.
Efterfølgende fik den ikke for lidt. Fejringen fortsatte i klubhuset, inden turen efterfølgende gik til det lokale værtshus.
- Så det var til den lyse morgen, fortæller Kim Kristensen, som tilføjer, at flere spillere nok havde ondt i hovedet søndag.
Stærkt fundament
Næste sæson gælder det så 3. division for Holstebro Boldklub.
Man kan gå ind til den nye sæson med selvtillid efter en overbevisende kampagne i Danmarksserien. Trods en mindre god start og et par bump på vejen, har den overordnede fornemmelse været, at Holstebro har præsteret godt over hele sæsonen.
Det er vel og mærke et hold, hvor mange af spillerne er af egen avl. 10 ud af 16 i den sidste kamp er lokale spillere, og det er en gruppe af spillere, man ønsker at holde sammen på frem mod næste sæson.
- Den del vægter højt, for vi er ikke en klub, som har en masse penge. Vi kommer ikke til at gå ud at skrive en masse kontrakter, for vi ved, at vi ikke har mange penge.
- Det bliver primært med vores egne og med supplering af de ting, vi føler, der kan gøre en forskel. Vi skal lige have helt styr på, hvordan truppen bliver sammensat, for at stå klar til første kamp, for det bliver en voldsom kamp over hele sæsonen.
- Nu har vi været der for ikke så lang tid siden og ved, at det er en hård række. Sidste sæson rykkede vi ned, hvor vi manglede ét point. Så hver sæson har været virkelig, virkelig hård.
- Vi kender hinanden godt, og det skal være en lille fordel for os, at vi ikke skal til at bygge noget nyt op. Når det så er sagt, tror jeg også, at der er behov for, at der kommer forstærkninger, så vi lige kan toppe det lidt. Men vi skal ikke ud at have ti nye mand. Det er ikke der, vi er, afslutter Kim Kristensen.
Den nye sæson af CamboBet 3. division begynder 1. august.


Holstebro Boldklub
CampoBet 3. division
Danmarksserien































