Fra den danske 2. division til den belgiske Jupiler Pro League.
FC Roskilde meddeler fredag, at klubben sælger midtbanespilleren Mads Skøtt til den belgiske topklub Union St. Gilloise.
Et flot skifte for den 20-årige midtbanemand, der trods sin unge alder har spillet 71 førsteholdskampe for FC Roskilde. Her er det blevet til ni mål og to oplæg.
- Det er både med glæde og stolthed, at vi siger farvel til Mads - en af vores egne, der er blevet udviklet i moderklubben, inden vi tog ham op på førsteholdet allerede som U17-spiller, siger sportschef Anders Theil.
- Jeg husker tydeligt hans første træning, hvor han på trods af højde og kilo, fløj ind i alle duellerne - siden dengang har han ikke set sig tilbage, men bare fyldt på. I oprykningssæsonen var han dominerende på midtbanen i dueller og løbemeter, og så har han stille og roligt bygget på med overblik, godt spil og et par scoringer.
- Desværre røg Mads ind i en slem skade lige efter oprykningen, og jeg er sikker på, at han var blevet solgt tidligere, hvis ikke han var blevet skadet.
- Der er kun én Mads Skøtt, og han vil blive ekstremt savnet i FC Roskilde - både på og uden for banen. Heldigvis har vi vist rettidig omhu og hentet både Bjarni og Harald ind, der kan dække samme positioner som Mads. Jeg ønsker ham kæmpe held og lykke i Belgien.

FC Roskilde
Union St.Gilloise
CampoBet 2. division


































