Juventus fik to straffespark efter VAR-tjek, da de søndag slog Fiorentina med 3-0 i Serie A, og efterfølgende var Fiorentina-ejer Rocco Commisso rasende.
- Jeg har aldrig snakket på denne måde, men lad nu Juventus være stærkere end os på banen. Lad vær med at gøre det nemt for dem på denne måde, sagde Commisso blandt andet.
Amerikaneren med de italienske rødder hævder nu, at han havde italiensk fodbold ve og vel i tankerne, da han lavede udfaldet.
- Min tanke var ikke at adressere kun Juventus. Jeg gjorde det for italiensk fodbold, der jo bliver eksporteret til hele verden. PÅ ESPN for eksempel blev disse ting fremhævet live, inden jeg overhovedet sagde noget, siger Viola-chefen til Corriere dello Sport og tilføjer:
- Jeg har blandet mig for at forsvare mit eget holds interesser, men det var ikke en bøn om at gøre mit hold nogen tjenester. Det var for at få bedre kvalitet hos dommerne.
Commisso understreger, at det er langt fra første gang, at han føler sig snydt i sæsonen, men han har bare ikke tidligere brokket sig.
Han fremhæver blandt andet den ustraffede tackling, der sendte Franck Ribery på sidelinen i indtil videre to måneder, og en episode mod Inter for nylig.
- Chiesa var udsat mod Inter, og igen kom der ingen disciplinær straf, og det betalte hans ankel prisen for. Disse to episoder er dog dele af toppen af isbjerget, siger Commisso.


Fiorentina
Serie A
































