Det er ikke kun prestigen, der er på spil for FC København, som onsdag aften kan kvalificere sig til Champions League.
FC Basel kommer på besøg i Parken, og hvis løverne formår at besejre de schweiziske mestre, så venter der en sand pengeregn.
Mange millioner er nemlig på spil. Sidst FC København var i Champions League sikrede klubben sig mere end 400 millioner kroner.
Det er man allerede sikret, og dermed kan en sejr i onsdagens afgørende opgør give selskabets forventninger et alvorligt nøk opad.
Bold giver dig her overblikket.
Voldsom million-regn
En sejr i onsdagens kamp giver som tidligere nævnt FCK adgang til ligaspillet.
Bare ved at kvalificere sig til Champions League venter en gevinst på omkring 18,5 millioner euro. Det svarer til godt 138 millioner kroner.
Artiklen fortsætter efter billedet

Og gevinsten kan blive langt større.
En sejr i ligaspillet giver nemlig 2,1 millioner euro, hvilket svarer til omkring 15,5 millioner kroner.
Ligaspillet spilles over otte kampe, og selvom det er meget usandsynligt med otte sejre, så er det altså potentielt 124 millioner kroner at hente.
Ved et uafgjort resultat må man ’nøjes’ med 5,2 millioner kroner.
Man får også betaling for den endelige placering i ligaspillet. Hvis man ender sidst, får man godt to millioner kroner. Det kan du gange med to, hvis du ender næstsidst. Og sådan bliver man ved.
Vinderen af ligaspilet modtager 8,8 millioner euro, hvilket er omkring 65,5 millioner kroner.
Og det stopper ikke her. Slutter man som nummer 1-8 modtager man yderligere 15 millioner kroner. 9-16 får 7,5 millioner kroner.
Derudover er der også gevinster hver gang, man spiller sig videre til næste fase af turneringen. Kvalifikation til playoff-runden på den anden side af 2025 giver eksempelvis 2,2 millioner kroner ekstra.
Endeligt er der også kategorien, som UEFA kalder for ’value pillar’.
De lande, der har deltagende klubber med i turneringen, bliver rangeret ud fra hjemlandets rettighedshavers bidrag til de samlede indtægter under hele turneringen. Den rangliste bliver kombineret med UEFA’s klubkoefficient rangliste.
Hvis man slutter nederst på den liste, modtager man godt syv millioner kroner. Det kan man så gange med placeringen, man ender på. Det vil sige, at hvis man eksempelvis slutter som nummer 20, så modtager man omkring 112 millioner kroner.
Hold tungen lige i munden
Puha.
Der er mange tal at forholde sig til, men bottom line er altså, at FC København som minimum er sikret 145 millioner kroner i rene præmiepenge, hvis de formår at besejre Basel.
Og det beløb kan altså potentielt og også ganske sandsynligt vokse sig meget større.
Og så er der også to andre grene, der hedder TV-penge og entreindtægter.
Det er nemlig også rigtig lukrativt, selvom økonomien i TV-pengene er ikke offentligt kendt.
Et forsigtigt forsøg på en udregning for entreindtægter lyder således.
33.000 billetter af 400 kr. i fire gruppekampe: 52,8 millioner kroner.
Alt i alt betyder det, at FC København i hvert fald kommer på den gode side af 200 millioner kroner, hvis det bliver til en triumf onsdag aften.
Faktaboks – Champions League
Kvalifikation til ligaspillet: 138 mio. kroner.
Per sejr i ligaspillet: 15,5 mio. kroner.
Per uafgjort i ligaspillet: 5,2 mio. kroner.
Udbytte per placering i ligaspillet: 2 mio. kroner.
Slutplacering mellem 1-8: 15 mio. kroner
Slutplacering mellem 9-16: 7,5 mio. kroner
’Value pillar’: 7 mio. kroner per placering
Entreindtægter ved udsolgt: 52,8 mio. kroner
Stor forskel på Champions League-exit
Hvis det i stedet ender med Europa League for FC København, så kan man i stedet se frem til at modtage lige over 32 millioner kroner for at deltage i ligaspillet. Derudover venter der også en 'gevinst' på lidt over 32 millioner kroner til taberen af playoff-kampen. Altså 64 millioner kroner i alt.
Det er altså lidt under halvdelen af det, man vil modtage ved Champions League-avancement.
Og det er naturligvis også tendensen, hvis man kigger på de andre parametre.
En sejr i ligaspillet giver omkring 3,3 millioner kroner, mens et kryds giver 1,1 millioner kroner.
En placering sidst i ligaspillet giver 550.000 kroner. Det kan du gange med to, hvis du ender næstsidst. Og sådan kan man fortsætte. Derudover venter der en gevinst på 4,5 millioner kroner for en placering fra 1-8 i ligaspillet. 9-16 giver cirka 2,5 millioner kroner.
I kategorien ’value pillar’ er man som minimum sikret 600.000 kroner. Det kan du ligeledes gange med to, hvis du ender næstsidst.
Der er med andre ord kæmpe forskel på, hvilken turnering FCK kvalificerer sig til.
Faktaboks - Europa League
Kvalifikation til ligaspillet: 32 mio. kroner.
For nederlag i playoff-runden: 32 mio. kroner
Per sejr i ligaspillet: 3,3 mio. kroner.
Per uafgjort i ligaspillet: 1,1 mio. kroner.
Udbytte per placering i ligaspillet: 550.000 kroner.
Slutplacering mellem 1-8: 4,5 mio. kroner
Slutplacering mellem 9-16: 2,5 mio. kroner
’Value pillar’: 600.000 kroner per placering
Entreindtægter ved udsolgt: 52,8 mio. kroner


FC København
Basel
CL-kval



































