


Lørdag aften skulle den franske hovedstadsklub Paris Saint-Germain en tur til Stade Bollaert-Delelis, hvor Lens ventede på eget græs.
Det stjernebesatte PSG-mandskab dominerede ligaen med 41 point efter 16 kampe, men gik en smule amputeret ind til opgøret. Neymar, Julian Draxler og Ander Herrera rejste på grund af skader ikke med til Lens, mens Sergio Ramos blev doseret efter en længere skadesperiode.
Lens havde selv gang i en ganske fin sæson på en femteplads, selvom det blot var blevet til fem point i de seneste fem kampe i Ligue 1.
I front var Lionel Messi med fra start, hvor han fik selskab af Mauro Icardi og Angel Di Maria. På midtbanen spillede Danilo med Marco Verratti og Leandro Paredes.
I de første 10 minutter stod der Lens på det hele. De havde momentum og søgte åbningsmålet, hvilket de også var tættere på end sin modstander.
Generelt stod hjemmeholdet for de største og nævneværdige muligheder, og undervejs havde Messi og Icardi også et par muligheder.
Det hele blev først åbnet op i anden halvleg, og det skete i en situation, hvor PSG-spillerne var meget utilfredse.
Artiklen fortsætter efter billedet

Messi lå i græsset, da Lens var i fuld færd med at færdigspille et angreb, mens pariserne gestikulerede til dommeren og appellerede for, at der skulle fløjtes.
Det blev der aldrig, og så kunne Seko Fofana prøve lykken udenfor feltet.
Bolden endte med at sejle hele vejen i mål, og Keylor Navas så meget skidt ud i situationen og måtte notere sig for et decideret drop.
Efterfølgende var flere af spillerne henne for at tage en snak med dommeren, men lige lidt hjalp det. Verratti fik til sidst en advarsel for brok.
I forsøget på at ryste chokket af sig lavede Mauricio Pochettino tre ændringer. Blandt andet blev Kylian Mbappé sendt på banen i bytte for Icardi.
Men det var indskiftede Georginio Wijnaldum, der gjorde forskellen. I to minutters overtid scorede han til 1-1 på et flot hovedstød, og så var udligningen en realitet.
Det endte således med pointdeling på Stade Bollaert-Delelis.

PSG
Lens
Ligue 1

























