FC København skal onsdag forsøge at vende et 0-1-nederlag fra det første opgør til samlet avancement mod Istanbul Basaksehir.
Lykkes det, står FCK i Europa Leagues kvartfinale, hvilket vil være første gang i klubbens historie.
I kvartfinalen vil modstanderen være Manchester United, medmindre LASK Linz på mirakuløs vis spiller sig videre trods et nederlag på 0-5 i det første opgør, og et møde med de røde djævle vil FCK's Jonas Wind bestemt ikke have noget imod.
Det vil være ensbetydende med en kortere ferie for FCK, men det er Jonas Wind ligeglad med.
- Hvis man lægger det op med ferie eller United, så hopper jeg helt klart på United-båden. Det kunne være stort at møde dem. En kvartfinale vil være første gang i klubbens historie, og at være med til at skrive historie med FCK ville være fedt. Det går vi efter, og så gør det sgu ikke så meget, at ferien bliver lidt kortere.
- Nu er vi nået så langt, så om det er fem dage fra eller til, det gør sgu ikke det store. Vi tænker ikke så meget over den ferie, og om det bliver det ene eller det andet.
- Det ligger i vores DNA, at vi vil gøre alt for at vinde, så det med noget ekstra ferie kan slet ikke komme på tale. Vi giver alt, hvad vi kan i morgen, og håber at gå videre og møde United, siger Jonas Wind.
Tro på tingene
FC København-truppen fik en smule fri imellem afslutningen på 3F Superligaen og den forestående Europa League-kamp, hvilket ifølge Jonas Wind var tiltrængt.
- Forandring er måske et lidt stort ord, men det var helt klart dejligt, at vi fik fire dage fri, så vi kunne lade batterierne op, få slappet lidt af og få clearet hovedet inden. Vi har haft nogle fine træninger op imod kampen i morgen, så det har været positivt, og vi har kunne forberede os bedst muligt, siger han.
Wind har respekt for Basaksehir, men tror samtidig på FCK's chancer.
- De har nogle gode spillere og har vundet den tyrkiske liga, så det siger sig selv, at det er et stærkt hold. Individuelt er de dygtige, og det kan man også se på de CV'er, de render rundt med.
- Det er et dygtigt hold, og vi skal spille op til vores bedste, hvis vi skal have en chance, men det har jeg troen på, at vi nok skal gøre, siger Jonas Wind.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Europa League



































