West Ham spiller torsdag den første kamp på klubbens nye stadion. Det olympiske stadion er blevet bygget om og renoveret, og torsdag skal det altså rumme den første West Ham-kamp nogensinde, når London-klubben får besøg af Domzale i Europa League-kvalifikationen.
Og dansk-newzealandske Winston Reid, som gør sig i de bagerste geledder hos West Ham glæder sig til at spille den første kamp på det nye stadion.
- Vi vil hurtigt vænne os til at spille på det nye stadion. Jeg er sikker på, at alle har set rigtig meget frem til det i et stykke tid, siger han ifølge West Hams Twitter-profil på et pressemøde onsdag eftermiddag.
West Ham tabte den første kamp i tredje kvalifikationsrunde til Europa League, og englænderne skal altså forsøge at vende et 2-1-nederlag i Slovenien til egen fordel. For ambitionerne om at spille europæisk er i den grad til stede hos West Ham.
- At spille i Europa er vigtigt for klubben, hvis vi vil vokse. Det er også vigtigt for både spillere og fans, siger Winston Reid.
Torsdagens kamp sparkes i gang klokken 20.45 på West Hams nye hjemmebane, det olympiske stadion i London.


West Ham
Premier League
Europa League





























