3F Superliga -Würtz: Vil gerne fortsætte efterårets stime
2016-02-27 22:10:17
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Würtz: Vil gerne fortsætte efterårets stime

AaB og Rasmus Würtz tager hul på Superligaen igen på mandag med en kamp mod FC Midtjylland. Nordjyderne vil gerne fortsætte deres gode stime fra efteråret.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AaB sluttede efteråret flot af med fem sejre i træk i Superligaen og er også stadig med i pokalturneringen. Mandag ruller Superliga-bolden så igen for AaB's vedkommende, når modstanderen hedder FC Midtjylland.

Rasmus Würtz og holdkammeraterne har vist godt spil og gode resultater i træningskampene, men det lader de sig ikke overvælde af inden kampen mod FCM.

- Det er det, der er så spændende ved at skulle spille den første kamp. Man skal finde ud af hvor man står henne. Selvom det er gået godt i træningskampene, så ved vi også godt, at det ikke er det samme som når turneringen starter, siger Würtz til bold.dk og tilføjer om mandagens kamp:

- Midtjylland har lidt vist to sider. De spillede en fantastisk første kamp mod United og en knap så god returkamp. Men vores fokus er selvfølgelig på os selv og jeg synes vi har haft en fin opstart. Vi glæder os selvfølgelig til at komme i gang og har også troen på egne evner, og på at vi kan tage derned og få et godt resultat. 

Midtbanegeneralen vil gerne se holdet fortsætte efterårets flotte stime, men understreger også, at intet er afgjort i rækken uanset udfaldet af mandagens kamp.

- Vi vil gerne godt i gang. Vi sluttede godt af i efteråret og den stime vi kom ind i der, vil vi rigtig gerne fortsætte. Men vi er også godt klar over, at der venter os et svært startprogram, hvor vi har først Midtjylland, så OB hjemme og FCK ude. Der er selvfølgelig to af de kampe, der bliver nøglekampe for os. 

- Men ligegyldigt hvordan og hvorledes tingene spænder af på mandag, er der ikke noget der er afgjort. Men vi vil da stille os selv godt, hvis vi kan vinde og det er selvfølgelig det vi går efter. 

Under fredagens træning måtte Rasmus Würtz holde lidt tidligere end sine holdkammerater, fordi han fik lidt bøvl med ryggen, forklarer han.

- Ja, det er rigtigt. Jeg fik lige lidt bøvl med ryggen, jeg skulle have kigget på rimelig hurtigt inden det lige satte sig. Men det er nu ikke noget problem. Det er der kommet styr på og jeg forventer at træne i morgen igen.

Så AaB's fans skal ikke frygte for din deltagelse i kampen på mandag?

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg er ikke så bekymret selv i hvert fald, siger Würtz afslutningsvis.

AaB ligger på andenpladsen i Superligaen med 34 point, mens mandagens modstander fra FC Midtjylland ligger nummer fire med 31. Midtjyderne har dog en kamp i hånden.

bold@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce