Esbjerg har onsdag taget afsked med tre spillere, men til gengæld fortsætter Yuri Yakovenko i klubben. Samarbejdet er blevet forlænget med et år mere, så parterne nu har papir på hinanden til sommeren 2019.
Cheftræner John Lammers glæder sig over at beholde angriberen.
- Han er en teamplayer, som giver noget specielt til truppen. I sidste sæson var han ikke 100 procent klar efter langvarige skader, men vi tror på, at han bliver bedre og bedre. Yuri er en anden type angriber end for eksempel Adrian Petre, og vi får kampe undervejs, hvor der er brug for den type, siger Lammers i en pressemeddelelse.
- Han er stærk og kan tage duellerne, så vi kan beholde bolden i egne rækker, og så gør han spillerne omkring sig bedre. Vi er meget glade for ham, og vi arbejder hårdt på at bygge videre på hans fysik.
- Han har vist os, at han kan matche de mest fysisk stærke forsvarsspillere, og det bliver nødvendigt i Superligaen. Nu er det vigtigt, at han har en god opstart, hvor vi får ham bygget godt op, og så tror jeg også, at han kommer til at lave flere mål. Under alle omstændigheder er han en vigtig del af truppen, som giver os noget andet i forhold til de andre angribere.
24-årige Yakovenko står noteret for 22 kampe for Esbjerg indtil nu.


Esbjerg fB
3F Superliga



















