Pakistan -Yousuf Butt deltog i stjernespækket showkamp
Foto: Ukendt
2017-07-12 17:11:01
Foto: Ukendt

Yousuf Butt deltog i stjernespækket showkamp

Fredensborgs Yousuf Butt vogtede buret i en stjernespækket showkamp i Pakistan, hvor Butt og co. vandt 2-1. Nicolas Anelka passerede Butt i kampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Yousuf Butt spillede i sidste sæson i 2. divisionsklubben Fredensborg, men den pakistanske landsholdskeeper har de seneste dage været i Pakistan for at deltage i den ene af to showkampe for at promovere fodbolden og vise, at det er sikkert som sportsudøver at spille i landet.

Tidligere storspillere som blandt andre Ronaldinho, David James, Ryan Giggs og Nicolas Anelka var med i de to kampe, hvor Butt spillede den første kamp, mens han havde en værtsrolle og TV-kommentatortjans i den anden kamp.

Butt var en af flere pakistanske landsholdsspillere, som deltog i kampene, mens en række unge spillere havde vundet en turnering og dermed også fået plads på holdene side om side med de store stjerner.

I Butts kamp vandt keeperens hold 2-1 på mål af Robert Pires og en pakistansk landsholdsspiller, mens Butt selv måtte se sig passeret af Nicolas Anelka.

- Der var tre stjerner med på mit hold, og det var Robert Pires, Ronaldinho og Luis Boa Morte, og vi vandt heldigvis kampen 2-1, og oplevelsen var helt fænomenal, siger Butt til bold.dk.

- Det var selvfølgelig helt vildt irriterende, at Anelka fik scoret. Jeg havde pillet alt fra ham og Giggs gennem hele kampen, men så fik han et heldigt mål, fordi vi tabte den i et opspil, hvor George Boateng kom alene med mig og spillede den på tværs til Anelka, som kunne lægge den i det tomme mål.

Butt forklarer, at arrangementet, som blev afviklet i henholdsvis Karachi og Lahore, gik, som det skulle og havde den ønskede effekt.

- Det var et par kampe for at promovere fodbolden i Pakistan og for at vise verden, at det er sikkert for folk at komme til Pakistan at spille. Det gælder ikke kun fodboldspillere, men udøvere i alle sportsgrene, og det gik rigtig godt.

- Jeg havde aldrig prøvet at spille i Pakistan før, da modstanderne altid har nægtet at spille hos os på grund af deres frygt for sikkerheden – så det var en virkelig fed oplevelse endelig at spille i landet foran så mange tilskuere, som holdt med én og ikke mod én.

- Eventet var det perfekte eksempel på, at det er helt sikkert at spille i Pakistan, og vi fik promoveret sporten rigtig godt. Der var 18.500 tilskuere på stadion i min kamp i Karachi, mens der var 9.000 til kampen i Lahore, så det var en vildt fed oplevelse for alle, siger Butt til bold.dk.

Alle 27-årige Butts foreløbige 12 landskampe for Pakistan er blevet spillet på udebane.

mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce