RB Leipzig overraskede alt og alle, da de i sidste sæson, som oprykkere, tog andenpladsen i Bundesligaen. Stilen er fortsat i denne sæson, for Yussuf Poulsen og co. efter 11 spillerunder igen er på andenpladsen.
Der tales altid om den svære anden sæson efter en oprykning, men klubben har holdt et stabilt højt niveau i den nye sæson.
- Vi har nogle kampe, hvor vi gerne ville have haft flere point, og vi ville også gerne have været videre i pokalen, men det går super. At vi kan blive ved med at holde det høje niveau fra sidste sæson, er rigtig, rigtig stærkt, siger Yussuf Poulsen til bold.dk
- Vi skal lige vænne os til at spille kampe både weekend og midtuge, men vi har holdt den høje kvalitet fra sidste sæson. Det er fedt lige i øjeblikket.
Overrasker det dig, at det ikke er gået ud over resultaterne i Bundesligaen, at i nu også er i Champions League?
- Vi har fået rigtig meget kvalitet ind i truppen med de nye spillere, der er kommet til. Vi skulle have en bredere trup, men jeg tror stadig der er mange der er overraskede over, at vi har kørt så stabilt, og det er vi også selv, siger Poulsen.
- Det er fedt at se, at vi ikke bare er en døgnflue, men at vi kan blive ved.
Programmet er presset for Poulsen og holdkammeraterne, der, siden seneste landskampspause, har spillet syv kampe på 21 dage. Poulsen er selv startet inde i de fem, mens han er skiftet ind i de øvrige to.
- Jeg havde i mandags min anden fridag siden starten af sæsonen, og det er første gang længe, jeg har en uge til næste kamp. Det er rigtig rart, siger Poulsen.
- Men man vænner sig ret hurtigt til at spille så mange kampe på kort tid. Vi træner selvfølgelig heller ikke så hårdt, når programmet er sådan, så jeg synes, min fysik har det fint. Jeg er toptunet.
RB Leipzig har de senere år gjort meget ud af at tiltrække spillere, som skal være med i klubbens langsigtede projekt. Det betyder, at mange af de spillere, der er i klubben, har været med gennem flere sæsoner, og det gavner klubben nu.
- Det profiterer vi rigtig meget af. Vi har mange, der har spillet sammen i lang tid, og som kender hinanden. I vores kamp mod Hannover i weekenden, spillede vi med en del spillere, som ikke har spillet så meget sammen, fra start, siger Poulsen.
- I anden halvleg skiftede vi to der har været her længe ind, og så kunne man se, at det bare klikkede bedre. De sidste 20 minutter kørte vi Hannover ud af brættet, og de var vel ikke over midten i den periode.
En ekstremt tæt Champions League-gruppe
Mens RB Leipzig henter masser af point i Bundesligaen, har klubben i sin første sæson i Champions League blot hentet fire point i fire kampe.
- Vi skal lige vænne os til at spille internationalt, og man fortjener ikke at have flere point, når man i to kampe mod FC Porto lukker fire mål ind efter standardsituationer, noget vi var klar over, de var gode til, siger Poulsen til bold.dk.
- I Champions League er holdene bare lidt mere kyniske, og det skal vi lære. Det er vores første år i turneringen, og vi er oppe mod de franske mestre, mod nummer to fra Portugal og mestrene fra Tyrkiet.
- Vi vidste, at puljen kunne blive fugl eller fisk, for det er måske den tætteste pulje, der overhovedet er i Champions League. Alle hold er på et rigtig højt niveau, siger Poulsen.
Leipzig har før de sidste to kampe i gruppespillet to point op til FC Porto på andenpladsen.
- Vi vil rigtig gerne videre fra gruppen, og går aldrig ind til en kamp uden tro på, at vi kan vinde den. Det er svært at sætte målsætninger i så tæt en gruppe, men jeg tror ikke folk vil være utilfredse, hvis vi også spiller Champions League i foråret, griner Poulsen.
Tyskerne mangler en udekamp mod Monaco og en hjemmekamp mod Besiktas i gruppespillet.
jesper@bold.dk



RB Leipzig
Bundesliga































