Zinckernagel og Junker strålede i Bodø-sejr
2020-12-06 18:59:02
Foto: Kent Even Grundstad

Zinckernagel og Junker strålede i Bodø-sejr

Phillip Zinckernagel scorede to mål og lagde op til et, mens Kasper Junker scorede et og lagde op til to, da Bodø/Glimt slog Stabæk med 5-2 søndag aften. Andetsteds i Eliteserien scorede danske Peter Therkildsen og Alexander Ammitzbøll for Haugesund i 2-2-opgøret mod Strömgodset.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Bodø/Glimt skulle søndag aften forsøge at bygge videre på deres fænomenale mesterskabssæson, da de hjemme mod Stabæk jagtede deres 24. sejr ud af 28 mulige.

Stabæk havde med otte sejre og elleve uafgjorte resultater i 27 kampe sikret sig 35 point, hvilket havde placeret dem lunt i midten af tabellen uden den store chance for at blande sig i toppen.

Bodø/Glimt havde danske Kasper Junker og Phillip Zinckernagel med fra start, og de fik begge en fremragende start på opgøret.

Efter tre minutters spil spillede Kasper Junker sin landsmand fri på kanten af det lille felt, og med en kæk dribling tørrede Phillip Zinckernagel midterforsvar og målmand og sendte bolden i det frie mål.

Otte minutter senere kunne Phillip Zinckernagel så tiljuble sin danske holdkammerat, da Kasper Junker bragede bolden i netmaskerne fra straffesparkspletten.

Kasper Junker havde igen en fod med i spillet til målet til 3-0. Danskeren fandt Ulrik Saltnes fri i venstre side af det lille felt, hvor nordmanden let lobbede bolden over målmanden og udbyggede mestrenes føring.

Flere danskermål i anden halvleg

I anden halvleg fortsatte Bodø/Glimt med at lægge pres på gæsterne, og seks minutter efter startfløjt scorede Phillip Zinckernagel sit andet mål. Endnu engang gav en effektiv dribling i feltet danskeren plads, og så hamrede han bolden i kassen til 4-0.

Der var spillet 68 minutter, da Phillip Zinckernagel viste sig frem i oplæggerens rolle. På et hårdt og præcist sparket indlæg satte Sondre Fet foden på bolden kort før stregen og scorede let til 5-0.

I overtiden forspildte Bodø/Glimt muligheden for at hole et rent bur, da Stabæk scorede hele to mål på ét minut.

På et kontraangreb sparkede indskiftede Kosuke Kinoshita bolden i kassen få meter fra stregen, inden han minuttet efter igen satte sidste fod på målet til 5-2.

Herefter stoppede scoringen dog for Stabæk og Bodø/Glimt, der efter slutfløjtet kunne juble over en 5-2-sejr og deres 24. sejr i sæsonen.

Kampen mellem Bodø/Glimt og Stabæk var ikke søndagens eneste opgør i Eliteserien, der blev beriget med danske mål.

I opgøret mellem Strömgodset og Haugesund udlignede Peter Therkildsen efter 69 minutters spil til 1-1 for Haugesund på et hovedstød få meter fra stregen, inden Alexander Ammitzbøll ligeså på et hovedstød kort før stregen udlignede til slutstillingen 2-2 i overtiden.

Annonce
Annonce

11 kommentarer

Se kommentarer
Annonce