

OB blev mødt af en pibekoncert fra egne fans, da fynboerne delte med Sønderjyske fredag aften, og dermed er Alexander Zornigers tropper gået til landskampspause med bare én sejr i syv kampe.
Cheftræneren hørte godt utilfredsheden fra lægterne ved slutfløjt, men det er slet ikke der, han lægger sin energi.
Det fortalte tyskeren efter 1-1-kampen, hvor Bjørn Paulsen og Matthew Hoppe stod for scoringerne.
- Det er deres beslutning. De betaler for entré. Jeg havde også en kort snak med dem. Selvfølgelig forventer alle, at Odense er på et højere niveau. Vi har et hold, som rykkede op efter 16 kampe, hvoraf fem var sejre. Så kom der en masse nye spillere til, og vi lavede en ny filosofi.
- Vi skaber en masse energi i klubben og i byen, og det er, hvad der er relevant for mig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Folk kan være skuffede, men hvis de tror, det hjælper at være træt af det hele, må jeg sige nej.
- Vi arbejder med tingene, men vi må acceptere, at vi mangler Rasmus Falk og Max Ejdum, og vi har en træt Jann-Fiete Arp, lød det fra Zorniger.
Anfører Rasmus Falk måtte udgå med sygdom i løbet af dagen, Max Ejdum er skadet, og Zorniger har tidligere sagt, at Arp spiller flere minutter, end han burde, fordi OB ikke har råd til at spare ham.
Et mønster
Selvom OB blev sat på plads af Brøndby i sidste spillerunde, er fynboerne i løbet af sæsonen faktisk flere gange kommet foran i kampene uden at vinde dem.
Fredag var OB foran i cirka en halv time. Bjørn Paulsen bragte værterne foran efter 38 minutter, men i anden halvleg udlignede sønderjyderne efter en periode, hvor de var klart bedst.
- Vi ved det, og vi forsøger at finde løsninger. Det handler om, hvor intensive vi er i vores forsvar af målet, men det handler også om, hvor gode vi er med bolden, forklarede Zorniger.
Bjørn Paulsen stemte i.
- Det er selvfølgelig træls. Vi er tit gode i første halvleg. Det var vi også i dag, men så sker der et eller andet, og det er noget, vi virkelig kigger på.
- Vi bliver ofte for passive og kommer ikke op i det pres, vi gerne vil.
OB ligger nummer ni med 12 pointefter 11 kampe.

Make VM Great Again: Gruppegennemgang og Panini-listen
Drømmeklubben | Afsnit 1VM har føltes langt væk - og ikke kun fordi det foregår på den anden side af Atlanten.
Læs mere

OB
Sønderjyske
3F Superliga





































