Der er lagt op til et kæmpe brag på Riisvangen.
Aarhus Fremad får lørdag besøg af FC Roskilde i sidste runde af 2. division, og her kan aarhusianerne sikre oprykning med et uafgjort resultat.
Gæsterne fra Sjælland vil dog gøre alt for at vinde, da Mikkel Thygesens tropper i så fald vil stjæle oprykningspladsen til NordicBet Ligaen.
Inden opgøret fortæller Nicklas Halse til Bold, at han håber, at det bliver en fordel, at Roskilde har alt at vinde.
- Det håber jeg. Vi kan forhåbentligt komme ud med en masse energi og spille frit. Vi skal gøre det, som vi elsker, og det er at spille fodbold.
- Vi skal levere en god præstation, og så skal vi dø med støvlerne på derude. Så må vi håbe, at det er nok til, at vinder kampen, siger Nicklas Halse til Bold.
I klubbernes seneste møde vandt Roskilde 6-2, og kaptajnen tror, at det bliver en faktor i skæbnekampen.
- Det giver et kæmpe selvtillidsboost, at vi for relativt kort tid siden kunne slå dem 6-2, men det bliver formentligt et andet kampbillede.
- Det giver dog tro på tingene, at vi har den i baggagen, mens vi også har gjort det godt i de seneste kampe, lyder det fra den 27-årige anfører.
- Det vil være fantastisk
Esbjerg har for længst sikret førstepladsen i 2. division, mens Aarhus Fremad og Roskilde har duelleret om den sidste oprykningsplads i rækken.
Det vil være en enorm bedrift for Roskilde at rykke op, og hvis man kigger i bakspejlet, må det siges at være en overraskelse, hvis det lykkes.
- Det vil være fantastisk. Det er en kamp, vi glæder os utrolig meget til, og det er kulminationen på alt, hvad vi har været igennem i en hel sæson.
- Vi har benhårdt for det, så vi ser frem til, at vi har muligheden for oprykning i sidste runde.
- Jeg tror ikke, at der var mange, der havde troet på det før starten på sæsonen, så det er en fantastisk position, som vi har sat os selv i, lyder det fra Nicklas Halse.
Inden sidste spillerunde har Aarhus Fremad 59 point, mens Roskilde har to point færre. Der er kampstart lørdag klokken 14:00 på Riisvangen i Aarhus.

FC Roskilde
Aarhus Fremad
CampoBet 2. division


































