


Stemningen endte med at koge over på Gladsaxe Stadion.
Et kæmpe drama udspillede sig nemlig i 2. divisionsopgøret mellem AB og Aarhus Fremad i 2. division.
Da kampen rundede de 90 minutter ved stillingen 2-1 til AB, havde det være en nogenlunde fredelig kamp, men så gik kampen ellers amok.
Først modtog Christian Ege Nielsen fra Aarhus Fremad et rødt kort, da han stoppede en AB-kontra.
I ottende minuts overtid var den gal igen.
Der opstod nemlig tumult mellem AB- og Aarhus Fremad-spillere, der endte med at koste Marcus Kirchheiner en udvisning.
Det var i forbindelse med dette røde kort, at det gik galt, og dommeren var dog også med til at gøre situationen ganske kaotisk, siger Nikolaj Sauer til bold.dk.
- Der blev givet forkerte kort. Dommeren startede med at give et gult kort, fordi han (dommeren, red.) troede, at han (Marcus Kirchheiner, red.) havde et gult kort i forvejen. Han fik rødt kort på de to gule kort. Det kunne dog ikke lade sig gøre, da han ikke havde et gult kort i forvejen. Det blev så taget tilbage. Vi gjorde klar til at tage et frispark og tog alle mand frem.
- Det ændrede sig så, da linjedommeren sagde, at hun skulle have direkte rødt kort. Han havde lov til at blive på banen med det gule kort. Han tog det røde kort frem og annullerede det gule, og så blev der dømt indkast til AB. Der eskalerede det hele, siger Nikolaj Sauer til bold.dk.
Måtte blive på banen efter
Efterfølgende blev AB’s Lucas Koch sendt direkte i bad for en hård tackling, og dramaet sluttede af med en scoring af Nikolaj Sauer til 2-2 i 12. minuts overtid.
Aarhus Fremad-helten siger, at det var voldsomt at være en del af.
- Det var en forholdsvis vild kulisse, og det var ikke noget, som man havde regnet med. Man mistede taget på kampen, og lige pludselig gik det fra at være en fair kamp med fine kendelser til at stikke helt af. Efter kampen blev nogle ude i 10-15 minutter, fordi der skulle uddeles gule kort til bænkene. Det blev pludselig meget vildt i forhold til, hvad man havde forventet.
På grund af den kaotiske afslutning, sad Aarhus Fremad-spillerne med blandede følelser i omklædningsrummet efter kampen.
- Man var selvfølgelig glad, men vi jublede heller ikke helt vildt oven på alt, hvad der var sket. Det var en mærkelig følelse, men det var utrolig vigtigt for os at få den uafgjort, siger Nikolaj Sauer til bold.dk.
Aarhus Fremad og AB er side om side i 2. division, hvor Aarhus Fremad er nummer fire, mens AB må tage til takke med femtepladsen.
Du kan se highlights fra kampen på 2-division.dk.


AB
Aarhus Fremad
CampoBet 2. division


























