Efter at have spillet hele karrieren i Tyskland rykkede Marcus Mlynikowski i 2020 til Danmark.
Først skiftede forsvarsspilleren til Næstved, inden turen gik videre til Fremad Amager, hvorfra han i foråret var udlejet til Kolding, og nu kan Marcus Mlynikowski skrive endnu en dansk klub på sit cv.
3. divisionsklubben Middelfart har nemlig lavet en toårig aftale med tyskeren.
- Efter at have sagt farvel til et par forsvarsspillere i løbet af sommerpausen har det været en prioritet for os at få en erfaren erstatning ind. Kontakten til Marcus blev skabt via god dialog med Fremad Amager i sidste uge, og efter et par træningspas og en halvleg i vores testkamp mod Holstebro var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville have ham med på holdet.
- Marcus har et godt CV, masser af rutine og en solid venstrefod, og er samtidig faldet godt ind i truppen allerede. Marcus skal bringe ro og rutine til truppen og være med til at guide og hjælpe de unge spillere i truppen, siger sportschef Søren Godskesen.
Hovedpersonen glæder sig de nye udfordringer.
- I forbindelse med mit besøg i klubben i sidste uge fik jeg et rigtigt godt indtryk af klubben. Trods sommerens nedrykning er der god stemning og godt sammenhold i omklædningsrummet, og på banen er der masser af kvalitet.
- Det virker til at være en stærk trup, som jeg tror på kan nå langt i den kommende sæson. Jeg glæder mig over at være en del af Middelfart i de kommende år og ser frem til en masse gode oplevelser i den blå trøje, siger Marcus Mlynikowski.



Fremad Amager
Middelfart Boldklub
CampoBet 3. division




































