Japan slog torsdag Nordkorea med 1-0 på hjemmebane i den asiatiske VM-kvalifikation, men der hersker stor tvivl om næste uges kamp i Nordkorea mellem de to hold.
Japan skal efter planen spille i Pyongyang, men den japanske fodboldpræsident fortalte efter torsdagens kamp, at den ikke bliver spillet i Nordkoreas hovedstad.
- Der bliver ikke spillet en kamp i Pyongyang, siger Kozo Tashima ifølge Retuers.
Det japanske nyhedsbureau Kyodo skriver, at Nordkorea ikke vil have Japan på besøg på grund af bekymringer om smitsomme sygdomme fra japanerne, lyder det.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det skulle endnu ikke være besluttet, hvorvidt kampen spilles på tirsdag, eller hvor den i så fald skal spilles, hvis det ikke bliver i Nordkorea.
Det japanske landshold har ifølge nyhedsbureauet aflyst et fly til Beijing fredag morgen, og holdet træner i stedet hjemme i Japan, indtil der er en afklaring på kampen.
Nordkorea var senest vært for en fodboldlandskamp for mænd i Pyongyang i 2019 i VM-kvalifikationen. Her trak landet sig med henvisning til sundhedsmæssige bekymringer relateret til coronapandemien.
Nordkorea skal efter planen også lægge hjemmebane til VM-kvalifikationskampene mod Syrien og Myanmar i juni.

Asian Cup
Japan
Nordkorea



































