FC København lever i Champions League!
Onsdag aften chokerede det ellers kriseramte danske mandskab mod Villarreal, da Andreas Cornelius i det 90. minut slog til og sparkede den i kassen til slutresultatet 3-2.
Nu lurer miraklet pludselig for Jacob Neestrup og co. forud for de sidste to spillerunder i verdens største klubturnering, hvor Napoli og FC Barcelona venter i januar.
Her er Bolds fokuspunkter fra opgøret:
Et ægte monster
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Pape Gueye var et meget godt billede på Villarreals styrke. Den senegalesiske midtbanespiller var lidt af et monster mod FC København, hvor han både med og uden bold havde det med at fylde det hele.
Artiklen fortsætter efter billedet

Derfor var han også lidt af en mundfuld for de danske gæster, der til tider havde svært ved at matche Gueyes vilde fysik centralt i banen.
Ny forsvarsgeneral
Spiller fra udeholdet i fokus
Særligt to spillere stak ud hos onsdag aften. Mads Emil Madsen virkede nærmest manisk på midtbanen, og han begynder nu for alvor at blomstre i FCK. Alligevel var Junnosuke Suzuki den helt store oplevelse.
Jacob Neestrup har længtes efter at smide japaneren ind i midterforsvaret, og mod Villarreal beviste Suzuki, hvorfor det er favoritpositionen. Gode beslutninger, stærk i duellerne og ikke mindst sikker og skarp i sin boldomgang. Han er FCK’s nye forsvarsgeneral.
Knivskarpe FCK
Statistik i fokus
Det er ikke skarphed, som FC København har været kendetegnet for de seneste måneder, men onsdag aften var der pludselig helt andre boller på suppen.
71 sekunder skulle Mohamed Elyounoussi bruge på at bringe løverne i front, og løverne endte med at notere sig for fire skud på mål, hvoraf tre gik i nettet. Det er det, man kalder kynisme.
Brøl fra øverste etage
Fans i fokus
De omkring 600 medrejsende FC København-fans var placeret helt oppe på øverste etage af det gule stadion i Villarreal, men ganske som vanligt var det også dem, der råbte højest.
Det spanske teaterpublikum kunne kun enkelte gange hive sig op til at larme, mens der fra første til sidste fløjt blev sunget igennem på udebaneafsnittet. Respekt.
Mere end tre point
Træner i fokus
Nøj, hvor den luner for Jacob Neestrup. Aldrig i sin trænerkarriere har han følt sig i stor modgang, og så kom overraskelsen pludselig på en aften i Villarreal. De tre point er vigtige, men sejren kan gå hen og få langt mere afgørende betydning for de kommende måneder.
Nyindkøbene Mads Emil Madsen og Junnosuke Suzuki strålede, mens de tunge profiler kom på tavlen. Cheftræneren kan nu se ind i to potentielle finaler mod storholdene Napoli og FC Barcelona, inden Superligaen igen starter. Men hvor kom den præstation dog fra?

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

FC København
Villarreal
Champions League




































