Torsdag er eksamens dag for Brøndby.
Det er tiden, hvor spillerne skal stå til ansvar. Hvor de skal bevise, at Global Football Holdings investering i historiens dyreste spillertrup har båret frugt.
I omegnen af 160 mio. kr. er spillerbudgettet vokset til. Aldrig nogensinde før har Brøndby haft så dyr en spillertrup, der nu skal forsøge at leve op til klubbens forventning og målsætning om et europæisk gruppespil.
Nemt bliver det langtfra for Brøndby, der skal forbi et stort fransk bjerg. Men udgangspunktet er langt bedre end før den første kamp for en uge siden.
For nulløsningen i Alsace giver forhåbninger og tro på, at Brøndby kan skabe resultatet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men det bliver ikke et Brøndby-mandskab, der bare blæser til angreb fra start til slut.
- Hvis vi åbner banen for dem, slår de helt sikkert til. Derfor er det afgørende – lige som i det første opgør – med et kompakt Brøndby-mandskab.
- Vi skal spille dem klogt, derfor skal vi undgå at blæse umotiveret frem. Gør vi det, har de meget fart hos mange spillere, der får en åben bane, pointerer Frederik Birk.
Han kan glæde sig over samtlige 24.000 sæder bliver fyldt på Brøndby Stadion.
Netop hjemmebanen kan blive en vigtig og måske afgørende faktor for Brøndby.
- Jeg tror, Strasbourgs unge hold får en overraskelse på Brøndby Stadion, konstaterer Frederik Birk med direkte henvisning til den stemning, som Sydsiden forventes at skabe.

Brøndby IF
Strasbourg
ECL-kval







































