En nøglekamp i jagten på EM.
Sådan lød det før Danmarks kamp tirsdag aften, hvor de danske kvinder tog imod Belgien hjemme på Viborg Stadion.
Belgierne er blevet spået til at være Danmarks største konkurrent om den anden EM-billet i kvalifikationsgruppen, hvor Spanien er storfavorit.
Drømmen om et EM lyste ud af de danske spillere, som kom stormende ud på det våde græstæppe i domkirkebyen.
Et offensivt udtryk blev lagt for dagen, men det var først efter en halv time, at der kom noget at juble over.
Et fremragende hjørnespark fra Sofie Svava blev slået i boksen, hvor målfarlige Amalie Vangsgaard brugte hovedet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den danske angrebsstjerne holdt belgierne væk og kunne med baghovedet heade bolden ind i netmaskerne til 1-0.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det var Danmarks opskrift på succes, da det også førte til et 2-0-mål.
Lige inden pausen tog Svava sagen i egen hånd på venstrekanten, hvor hun gik til baglinjen og smed bolden ind mod bagerste stolpe.
Her var Vangsgaard igen på pletten, da PSG-danskeren denne gang med panden fik nettet til at blafre.
Harder med gave i jubilæum
De belgiske kvinder var i knæ, og derfor ville Svava nu selv vise sig frem.
Hun blev spillet fri i dybden af Pernille Harder, hvor Svava stensikkert bankede bolden i mål.
En flot assist af Harder, som fejrede et jubilæum tirsdag aften, da det var hendes kamp nummer 150 i rødt og hvidt.
Sikke en første halvleg af Danmark, som havde skudt belgierne i sænk.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
I anden halvleg fortsatte Danmark med at dominere, og derfor blev det da også 4-0 ved Frederikke Thøgersen.
Wingbacken driblede ind i feltet, hvor hun sendte belgierne ud efter vafler, inden at hun sendte bolden over i det lange hjørne.
Stor dansk fejl
Nu lignede det, at Danmark ville være i kontrol, men i stedet begyndte det hele at falde fra hinanden.
Belgien formåede på fem minutter at score to mål, hvor den danske keeper Maja Bay Østergaard blandt andet leverede en stor fejl.
Hun tabte bolden i feltet efter et indlæg, så belgiernes Feli Delacauw kunne gøre det til 2-4.
Selv om det blev spændende til sidst, da Belgien pressede på og ramte stolpen, formåede de danske kvinder at holde stand og sikre sig en vital 4-2-sejr.
Resultatet betyder, at Danmark har maksimumpoint efter de to første kampe i EM-kvalifikationen.
De danske kvinder skal i aktion igen den 31. maj, når man tager imod de spanske verdensmestre.

Belgien
Danmark (k)
EM 2025



































