










Hold da helt op!
U19-landsholdene fra Spanien og Tyskland spillede sig fuldkommen ud i mandagens EM-semifinale, der bød på intet mindre end 11 mål.
Det tog dog faktisk en lille halv time, før vi fik det første.
Her gled Max Moerstedt ind i et glimrende indlæg fra Said El Mala til et tysk føringsmål, og siden gik det helt amok.
Efter en scoring til hvert mandskab stod Tyskland med føringen gående ind i tillægstiden, men så gik det galt, og to hurtige kasser sørgede for stillingen 3-2 stil Spanien.
Artiklen fortsætter efter billedet

De rødklædte stod med finalebilletten i hånden, da Andrés Cuenca så dybt, dybt inde i den ordinære tillægstid noterede sig for et uheldigt selvmål og sørgede for resultatet 3-3.
Så skulle holdene ud i forlænget spilletid, og der var absolut ingen på grønsværen, der havde tænkt sig at trykke på bremsen.
Efter 113 minutters spil viste måltavlen 5-5, hvorefter Betis-angriber Pablo García så blev matchvinder ved at afdrible Konstantin Heide i tyskernes mål for efterfølgende at sende kuglen i kassen.
Det spanske U19-landshold er i EM-finalen som følge af en helt utrolig 6-5-sejr, og modstanderen bliver enten Holland eller Rumænien, som i skrivende stund spiller.


Spanien U19
Tyskland U19
EM U19




































