I sommer sendte FC København sin U19-anfører på græs hos Torino, der fik en købsoption med på forsvarsspilleren.
Det ser dog ikke ud til, at norditalienerne og Olsson fortsætter samarbejdet.
Det fortæller forsvarstalentet, der i øjeblikket er til U19-EM i Rumænien, til Bold.
- Planen er i hvert fald, at jeg ikke fortsætter i Torino, og så må vi se, hvad der sker efter EM, siger Olsson, der heller ikke er sikker på, at han fortsætter karrieren i FCK:
- Nej, jeg tager EM først for at vise mig godt frem, og så ser vi, hvad der sker efterfølgende. Om det bliver FCK eller noget andet, det må vi se på, men jeg skal til at spille noget seniorfodbold. Det har jeg følt mig klar til i et stykke tid.
- Jeg har ikke snakket så meget med FCK om, hvad der skal ske nu her. Vi har aftalt, at jeg skal koncentrere mig om EM, og så må vi tage den bagefter.
- Jeg er egentligt ret åben for en række forskellige ting. Superliga kunne være fedt, men også Sverige eller andre steder i udlandet, fortæller Olsson.
Den 19-årige forsvarsspiller understreger dog, at opholdet i Torino har været både en god og lærerig oplevelse med masser af spilletid.
- Det har været et lærerigt år, og det har været spændende at prøve en masse ting, som jeg ikke har prøvet før. Nyt miljø og spillestil.
- Jeg synes, at jeg har fået det ud af det, som jeg gerne ville. Jeg har spillet 35 kampe på et rimelig godt niveau. Jeg tager en masse ting med fra Italien, afslutter han.
Olsson og resten af det danske U19-landshold åbner EM-slutrunden fredag aften mod Spanien.
Olsson har kontrakt med løverne frem til udgangen af 2025. Forsvarstalentet står noteret for 38 optrædener på FCK's U19-hold, som han har deltaget i Youth League sammen med.

FC København U19
Torino
Danmark U19
EM U19






























