



Liverpools nedtur fortsatte onsdag aften hjemme mod Crystal Palace.
Anfield dannede ramme om et opgør i Carabao Cuppen, hvor vinderen sikrede sig en plads i kvartfinalen.
Hjemmeholdet Liverpool gik ind til opgøret med fem nederlag i de seneste seks kampe, og den negative stime skulle vise sig at blive udbygget.
Liverpool-manager Arne Slot valgte at spare stjerner som Mohamed Salah, Virgil van Dijk og Hugo Ekitike, hvilket gav plads til en række reserver. I målet fik Frederick Woodman debut.
Den satsning viste sig tidligt at blive dyr. Allerede før pausen kom Crystal Palace foran 2-0.
Artiklen fortsætter efter billedet

Begge scoringer kom fra Ismaila Sarr, som først udnyttede et svagt indgreb fra Joe Gomez. Kort efter kombinerede han flot med Yeremy Pino, inden han til sidst fordoblede sin måltotal.
Liverpool havde ikke det store at skyde med fra bænken, og derfor lykkedes det ikke for alvor at skabe spænding i anden halvleg.
Godt ti minutter før tid fik indskiftede Amara Nallo direkte rødt kort, da han rev Justin Devenny ned som bagerste mand. Derfor måtte Liverpool spille resten af kampen i undertal.
Crystal Palace lukkede og slukkede kort efter med en scoring til slutresultatet 3-0, da Yeremy Pino sparkede bolden i det lange hjørne.
Dermed er Crystal Palace videre til kvartfinalen i Carabao Cuppen.
Liverpool er ude og har nu tabt seks af de seneste syv kampe.

Liverpool
Crystal Palace
Carabao Cup



































