



Newcastle må opgive drømmen om at genvinde Carabao Cuppen i år.
Manchester City havde allerede det ene ben i finalen med en 2-0-sejr fra den første semifinale, og onsdag aften gjorde Pep Guardiolas mandskab arbejdet færdigt med manér.
City havde skiftet seks mand i startopstillingen, og én af de nye i form af Omar Marmoush skulle blot bruge syv minutter på at bringe værterne i front på Etihad.
Det skete lidt tilfældigt, da egypteren stak igennem, og bolden blev tacklet ind på ham, hvorefter den strøg i kassen.
James Trafford i City-målet fandt et par glimrende redninger frem for at forhindre en udligning, og derfor kunne Marmoush øge til 2-0 efter en halv time, hvor Kieran Trippier ikke fik clearet ordentligt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Tre minutter senere gik det helt galt for Newcastle.
Her udnyttede Tijjani Reijnders køligt en omstilling, og så var det 3-0 til Manchester City ved pausetid.
Indskiftede Anthony Elanga fik pyntet en smule på det efter pausen, hvor svenskeren efter en god udfordring sparkede bolden i mål via stolpen.
Men trods optræk til fine muligheder kom Newcastle aldrig tættere på at for alvor bringe spændingen tilbage, så City er stensikkert videre med en samlet 5-1-sejr.
I finalen på Wembley venter Arsenal, som tirsdag sendte Chelsea ud.

Manchester City
Newcastle
Carabao Cup

































